Nu kan du snart få et brev frem med posten næste dag - for 27 kr.

Så bliver det igen dyrere, at sende post fra dag til dag - og mere besværligt.

Nu er det snart slut med A- og B-breve Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Løvgreen Bojesen

Fra 1. juli er det slut med A-brevene, der skulle komme frem til modtageren dagen efter, at det var lagt i postkassen. Til gengæld lancerer Post Danmark nu Ouickbrevet, der kan det samme. Du skal bare selv aflevere det på posthuset, og prisen er 27 kr. i modsætning til A-brevene, hvis porto blev hævet fra 10 kr. til 19 kr. 1. januar 2016.

Ændringen er et led i den nye politiske aftale om fremtidens post.

»Borgere og virksomheder vil fortsat kunne sende breve fra dag til dag. I dag kan de fleste breve sagtens være nogle dage undervejs, men hvis det er afgørende at få brevet frem dagen efter, så kan man benytte det nye Quickbrev,« skriver Post Danmarks adm. direktør Henning Christensen i en pressemeddelelse.

De nye Quickbreve skal sendes fra landets ca. 1.100 posthuse, og der vil blive lanceret et særligt frankeringsmærke til dem.

Da de nye Quickbreve ligger udenfor befordringspligten, bliver de pålagt moms, og derfor kan almindelige frimærker ikke benyttes til Quickbreve. Men Post Danmark laver et nyt frankeringsmærke, ligesom man kan benytte Mobilporto.

Fra 1. juli afskaffer Post Danmark også begrebet B-breve. Det er fremover bare almindelige breve til et frimærke på 8 kr., og de kan sendes fra de godt 7.000 røde postkasser.

Brevene bliver omdelt to gange om ugen, og de danske husstande vil så fremover opleve, at der typisk kommer post tirsdag/onsdag samt fredag, mens pakker Quick-breve omdeles seks dage om ugen.

Post Danmark lider blandt andet under en voldsom omstilling fra papirpost til e-post. Alene sidste år faldt brevmængden i Danmark med 16 pct. og året før var faldet på 12 pct.

Det slår også hårdt igennem på Post Danmarks økonomi. Siden 2011 er omsætningen faldet med en fjerdedel til 7,3 milliarder kr., og Posten har de seneste fire år givet et samlet underskud på 605 mio. kr.