Nu kan du købe dagligvarer på mobilen

SuperBest Online åbner landets første dagligvarebutik specialdesignet for mobiltelefoner.

Foto: Jens Nørgaard Larsen

På mobil.superbest.dk vil man via de fleste nyere smartphones kunne hente en applikation, der gør dagligvareindkøbene over telefonen let at klare for eksempel i toget på vejen hjem fra arbejde, skriver Dansk Handelsblad.

"Vi har vurderet, at de loyale kunder, vi har på websitet, er modne til at handle på mobilen. Derfor tog vi beslutningen om at komme med en applikation, der giver kunderne en tilfredsstillende mulighed for at handle, uanset hvor de er - for det forventer de, at de kan," siger Helle Schjødt-Bruhn, der er onlinedirektør i SuperBest Online.

Dagligvarer spås et snarligt nethandels-gennembrud. Og mobiltelefoner spås at tage halvdelen af nethandelen i løbet af få år, så set i det lys virker timingen helt rigtig for lanceringen.

Helle Schjødt-Bruhn henviser til en mobilhandels-analyse, som analysevirksomheden Userneeds har gennemført for webbureauet Dwarf. Ifølge "Mobilshopping 2011" siger 35 procent af de danske smartphone-brugere, at de gerne vil kunne købe dagligvarer over telefonen.

"Vi forventer helt klart at øge frekvensen på vores eksisterende kunder. Men også selve det, at det er kommet i det nye format, vil få nye kunder ind," siger Helle Schjødt-Bruhn.

Hun sætter ikke tal på forventningerne, men i SuperBest Online plejer man at sige, at den aktuelle omsætning svarer til omsætningen hos ét supermarked. Spændet i SuperBest-butikkerne er imidlertid lige fra omkring 20 til 200 millioner kroner årligt, skriver Dansk Handelsblad.

Prøv Dansk Handelsblad gratis i 4 uger - og få inspiration til bedre købmandskab