Nu kan du bruge MobilePay når du sender breve

Nu bliver det endnu nemmere at sende post med digitale frimærker. Nu er det nemlig muligt at betale mobilporto med MobilePay.

Når Post Danmark bringer post ud, kan frimærket fremover meget vel være betalt med MobilePay. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Thaysen

For første gang bliver MobilePay nu integreret som betalingsløsning i en virksomheds eksisterende app.

Det sker, efter det er blevet muligt at betale for frimærker med MobilePay i Post Danmarks digitale Mobilporto-app.

»I Post Danmark arbejder vi hele tiden på at udvikle digitale selvbetjeningsløsninger, der gør det lettere for danskerne at sende og modtage pakker og breve. Rigtig mange har allerede taget MobilePay til sig som en nem betalingsløsning. Derfor har det været oplagt at integrere betalingsappen,« siger Jørgen Loft Holm, chef for Mail og Communications i PostNord, som Post Danmark er en del af.

Gammel kending i nye klæder

De fleste kender efterhånden Danske Banks MobilePay-app, der gør det nemt at overføre penge til hinanden via mobiltelefonen. Nu bliver den for første gang integreret i en andens virksomheds app.

I praksis kommer man til at kunne vælge at betale for frimærket med MobilePay inde i porto-appen, hvorefter man kommer ind i sin MobilePay-app, hvilken det altså er en forudsætning, at man har i forvejen.

Når man i dag bestiller frimærkerne via sin app, betaler man allerede digitalt, men ifølge Post Danmark vil det nye tiltag øge brugervenligheden yderligere.

»I øjeblikket sker der rigtig meget på markedet for betalingsløsninger, og de tendenser prøver vi at følge for at imødekomme vores brugeres behov. Betaling med MobilePay er en mere brugervenlig erstatning for muligheden for at betale med SMS over telefonregningen. Det bruges mindre og mindre, og på denne måde kan man se betalingen i ens kontooversigt i stedet for på telefonregningen, som nogle kunder har ønsket,« siger Jørgen Loft Holm.

Siden 2011 har det været muligt at købe de digitale frimærker via mobilen, hvor man modtager en kode, som man skal skrive i det hjørne af brevet, hvor man normalt ville placere et frimærke. Og i og med de fleste altid har deres mobiltelefon på sig, er der ingen undskyldning for ikke at få sendt et brev til moster Oda. Ifølge Post Danmark er porto-appen downloadet omkring 600.000 gange, og i marts i år var der mere end 300.000 transaktioner.

Danske Bank lancerede MobilePay i 2013, og de har ikke set sig tilbage siden. Mere end to mio. danskere har downloadet appen, som Danske Bank har en forventet omsætning på 12 mia. kr. til.