Nu bliver pengetransporten snart helt elektrisk. Tre el-varebiler af mærket Mercedes-Benz Vito E-cell har i tre-fire måneder været testet af det internationale pengehåndteringsfirma Loomis – og resultatet er så positivt, at man får to mere leveret i november. Så vil to af bilerne køre i Aarhus og tre i København.
Her er elbilerne - og deres udfordringer
Oprindeligt var det det danske Mercedes-Benz importør, der for et par år siden inviterede Loomis med i et testforsøg, som blev søsat under transportmessen i Herning i foråret – men nu er man interesserede i at udvide indsamlingen af penge med ebiler. Og flere kan komme til.
”Vi har set, at bilerne fuldt ud opfylder kravene til både sikkerhed og tid – og derfor direkte kan erstatte vores diesel-biler, der alle er Mercedes. Elbilerne når de samme kunder pr. dag som tidligere – og elbilerne er perfekte, fordi der er så kort mellem kundernes forretninger – både i bank- og detailhandels sektoren og offentlige foretagender som stat og kommuner, siger souschef i Loomis Danmark A/S, Henrik Jørgensen.
Loomis, der arbejder med at håndtere kontanter, har afdelinger i 15 lande med hovedsæde i Stockholm – og ledelsen i Sverige er meget interesserede i at kunne udvide med elbiler i andre lande, hvis testen falder positivt ud, som det allerede ser ud til.
Elbilerne har vist sig at kunne klare byruterne – endda med flere stop - og samtidig passer de til selskabets vigtige grønne profil, som også handler om ikke at genere beboere langt ruten. Elbiler støjer jo ikke – og forureningen er minimal – de farlige NOx’er er jo væk.
”Vores ledelse har set Danmark som et godt testmarked, fordi det er et begrænset område. Vi har skullet se på tidsplanerne – inklusive tiden til at lade bilerne op hjemme i virksomheden – men især på sikkerheden, som er vores vigtigste parameter. Bilerne har dobbelt strømsystem – en til bilen – en til pengesikringen, siger Henrik Jørgensen.
Vito E-cell modeller har 50 kg. mindre nyttelast, men det betyder ikke noget i Loomis forretningsmodel. Bilerne kan køre 80 km/t – og det er mere end rigeligt på byruterne. Rækkevidden på 100 - 130 kilometer er også nok til en for- og eftermiddagstur på samlet 80-90 km, men der lades også op mellem turene.
”Vores chauffører har modtaget elbilerne rigtig godt – fordi det jo er en helt almindelig bil at køre i. Tilmed kører man mere roligt i en elbil end i en dieselbil, så det handler også om adfærd, siger salgs- og marketingchef Bjarne Sigtryggsson, Loomis.
Leasingprisen pr. måned er dyrere end en tilsvarende dieselbil – 11.300 kroner plus moms mod 5.-6.000 kroner for dieselbilen. Men selve udgifter til el i forhold til diesel er det halve.
Loomis har udgifter til diesel i hele landet på 1,8 millioner kroner – for 1,7 millioner kilometers kørsel. Der er dog åbnet mulighed for at søge EU-midler til at dække en del af differencen i testperioden.
”Vi har inviteret en del virksomheder til at deltage i den danske del af elbils forsøget – og vi har i dag 22 E-cell biler kørende herhjemme – og flere kommer til de nærmeste måneder. En anden kunde er Post Danmark, der har indsat en række biler på blandt andet Bornholm, siger Søren Christensen, salgschef for varebiler hos Mercedes-Benz Danmark.
Mercedes ejer bilerne – og de kan p.t. ikke købes, kun leases. Fabrikken i Tyskland har til dato bygget 600 Vito E-cell, som kører i en operationel leasing aftale med udvalgte kunder. En del bygges om efter kundernes behov – blandt andet Loomis.
Alle deltagere i testen har opstillet ladestandere i virksomhederne – i Danmark fra CleanCharge, der arbejder med intelligente standere, der primært lader, når strømmen en grøn og billig. Strømforbruget er størst i kulde – derfor kan man få bilen med et bioethanol-varmeanlæg, så bilerne kan køre længere – og chaufførerne bedre kan holde varmen.