Nu går USA til angreb på Googles lukrative annonceforretning

Kort efter at en amerikansk domstol stemplede Google som et monopol på internetsøgninger, angriber landets justitsministerium nu internetgigantens hovedindtægtskilde, de digitale annoncer. Sagerne kan blive Googles værste mareridt i gigantens 26 år lange liv.

De amerikanske myndigheder angriber nu Google på hovedindtægtskilden, annoncerne, og anklager giganten for at misbruge sin dominans. Dado Ruvic/Reuters/Ritzau Scanpix

Mens Google stadig venter på konsekvenserne af dommen i august, hvor giganten blev dømt for at være et monopol inden for internetsøgninger, går en ny retssag nu i gang. Her er målet Googles hovedindtægtskilde: annoncerne.

Mandag indledes den sag, som det amerikanske justitsministerium anlagde mod Google i januar 2023. Ministeriet anklager internetgiganten for i årtier at have udøvet monopolistisk kontrol over det digitale annoncemarked.