Nu får FN-byen naboer

Få uger efter meldingen om en stribe nye byggerier i Nordhavn vil pensionskasse opføre 128 luksusboliger klods op ad den nye FN-by på Marmormolen.

FN-byen ligger allerede klar på Marmormolen, som ligger tæt på Nordhavn Station og om nogle år får egen lille metrogren fra Østerport. Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto: Michael Paldan
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Pensionsselskabet Pension vil sammen med udviklingsselskaberne By & Havn og Nordkranen opføre 128 »eksklusive boliger« til en værdi af cirka 400 millioner kroner på Marmormolen i Nordhavn - lige ved siden af den nyligt åbnede FN-by. Nyheden kommer få uger efter, at en stribe aftaler om byggerier i det nærliggende Århusgadekvarter faldt på plads.



»Boligerne opføres i et helt nyt kvarter lige ved Østerbro med let tilgængelighed til Nordhavn Station og med udsigt til resten af Nordhavn på den anden side af havnebassinet. Det bliver en fantastisk eftertragtet adresse, når boligerne står færdige i 2015,« siger Jens Kramer Mikkelsen, administrerende direktør i By & Havn, der ejer store jordarealer i blandt andet Nordhavn og Ørestad - og selv er ejet af staten og Københavns Kommune.

Lejlighederne bliver på 80-140 kvadratmeter og bliver fordelt på seks blokke. Vilhelm Lauritzen Arkitekter har tegnet de i alt cirka 14.000 kvm, mens NCC skal stå for byggearbejdet.



»Marmormolen har en god beliggenhed og er derfor attraktiv for PenSam og vores kunder. Desuden bidrager vi til udviklingen af kvalitetsboliger i København på et tidspunkt, da der er brug for investeringer,« siger Benny Buchardt Andersen, investeringsdirektør i PenSam.

Projektet omfatter også en p-kælder med plads til cirka 600 biler. Den skal dels bruges af beboerne, dels af de mange ansatte i FN-byen.

Marmormolen er den sydligste del af Nordhavn og er groft sagt delt i tre zoner: Yderst ligger FN-byen, i midten kommer PenSams boliger, og inderst er der projekteret med hotel og kontorer, når investorer melder sig.

Hele Nordhavn skal i 2040 have 40.000 indbyggere, og lige før påske fik By & Havn et gennembrud, da en adskillige aftaler faldt på plads for Århusgadekvarteret, et af de sydligste områder i Nordhavn.



Nordhavn Station er ved at blive ombygget, så det bliver lettere at komme til dels Marmormolen og FN-byen, dels Århusgadekvarteret. Fra formentlig 2019 får Nordhavn desuden sin egen lille metrogren fra Østerport - banen får to stationer og kan senere forlænges med en cirkellinje på selve Nordhavn, som er ved at blive udvidet ud i havet - især med jord fra udgravningen til metrocityringen.