Fra i dag af bliver MobilePay for en lang række danskere et reelt alternativ til betalingskortet, når de skal betale i butikker. 

700.000 brugere kan nu bruge deres MobilePay-app til at betale i butikker på samme måde, som man i dag kan bruge sit Visa- eller Mastercard på sin smartphone til at betale med. 

Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse

Indtil videre gælder løsningen dog kun for de brugere, der også er kunde i Danske Bank eller SEB, og så skal man have et Mastercard.

»For os er dette en meget stor milepæl. Det er noget, vi har ønsket i meget lang tid, og det var hele grundlaget for, at vi tog kampen op i EU for at kunne åbne MobilePay-appen,« fortæller Jeanette Hertzum, landechef hos Vipps MobilePay i Danmark, til Børsen

Hun henviser til, at Europa-Kommissionen sidste år besluttede, at andre betalingsudbydere skal have adgang til at blive betalingsmiddel på iPhones.

Det har Apple hidtil blokeret for, og derfor har Apple Pay på iPhones været det eneste betalingsmiddel for brugerne. 

Hvis man vælger MobilePay som sin standardapp til betalinger i stedet for Google Pay og Apple Pay, kan betalingsfunktionen aktiveres på samme måde, som man indtil nu har aktiveret Google Pay eller Apple Pay på sin telefon. 

MobilePay håber, at resten af de danske banker er klar til at udbyde den nye betalingsløsning for deres kunder i løbet af 2026, skriver Børsen.

Indtil videre er det kun Mastercard, det er muligt at benytte i det nye MobilePay – Visa-kortet kan kobles på i løbet af nogle måneder.