Nu ansætter de på Wall Steet igen

For første gang siden 2011 stiger antallet af ansættelser i den amerikanske finansverden på Wall Street. Allerede ansatte kan tilmed se frem til lønstigninger.

Foto: JEWEL SAMAD. Efter års nedtur for job peger nu pilen fremad på Wall Street i New York.
Læs mere
Fold sammen

Finanskrisen kaster stadig et skummelt skær over USAs finansielle brændpunkt, Wall Street i New York. Men for første gang i fire år er der lys i form af både ansættelser og lønstigninger på finansgaden. Det skriver den britiske avis Financial Times.

I 2014 indtog 2.300 økonomer og bankfolk nye skriveborde i de høje kontorbygninger. Opsvinget kom hen mod slutningen af året, og lagde sig til de eksisterende 167.800 jobs i sektoren.

Lønnen stiger

Sammen med nye kolleger kan nuværende ansatte på Wall Street i gennemsnit forvente en lønstigning på 2 pct.

Dermed får de en gennemsnitsløn på 172.860 amerikanske dollars - ca. 1,2 mio. danske kroner ud fra den i øjeblikket rekordhøje dollarkurs - foruden frynsegoder, såsom medarbejderaktier.

Lønstigningen sker, på trods af at den finansielle industri på Wall Street som helhed var 4,5 pct. mindre profitabel i 2014 end året før. Omvendt er der stadig vej til fordums lønhøjder på 1,35 mio. danske kroner i 2006.

Gevinst at hente

Med de nye jobs er der gevinst at hente - også for storbyen. Selv om det indskrumpede finansmarked sidste år udgjorde mindre end 5 pct. af New Yorks private arbejdsmarked, stod sektoren for omkring en femtedel af både lønninger og skatteindtægter i storbyen.

»Det er en meget vigtig indtægtskilde for vores budget,« siger statsøkonom i New York, Thomas DiNapoli, som er glad for fremgangen, men tilbageholdene med helt at købe tanken om, at skuden skulle være vendt siden finanskrisen.

»Genoptagelsen af jobvækst i industrien for værdipapirer lover godt for New Yorks økonomi. Men det er stadig uvist, om trenden vil fortsætte,« siger han.

Stadig et hul

Thomas DiNapoli fremhæver desuden, at de nye job endnu kun dækker en lille del af det hul, finanskrisen slog i Wall Street.

Med store selskaber som Lehman Brothers og Bear Stearns undergang, samt nedskæringer i de overlevende finansvirksomheder, mistede 28.000 personer deres arbejde i sektoren under finanskrisen. Yderligere nedskæringer forværrede i 2011 og 2012 billedet.