NSA udspionerede TDCs mobilleverandør

Den amerikanske efterretningstjeneste har siden 2009 hemmeligt aflyttet intern kommunikation hos Huawei, som nu står for TDCs mobilnet, og skaffet sig adgang til Huaweis software. Huawei fordømmer overvågningen.

Huawei er verdens tredjestørste producent af smartphonetelefoner, og på verdens største mobilmesse, Mobile World Congress, i Barcelona i februar fremviste topchef Richard Yu endnu en stribe nyheder. Nu viser det sig, at NSA har infiltreret servere i Huaweis hovedkvarter i Kina og overvåget kommunikationen mellem topcheferne. Arkivtoto: Gustau Nacarino, Reuters/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: GUSTAU NACARINO
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den kinesiske mobilgigant Huawei, som netop har overtaget driften af danske TDCs mobilnet, fordømte mandag den skandaleramte, amerikanske efterretningstjeneste NSA, efter at det er kommet frem, at NSA gennem fem år har spioneret mod kineserne.

Amerikanske New York Times og tyske Der Spiegel rapporterede lørdag, at NSA i 2009 skaffede sig adgang til Huaweis e-postarkiv, til kommunikation mellem topfolk i selskabet og sågar til de hemmelige programkoder til den software, som Huawei benytter i sit udstyr. Afsløringerne kommer på baggrund af materiale fra den tidligere efterretningsansatte, Edward Snowden, som har fået tidsbegrænset, politisk asyl i Rusland.

Huawei fordømmer overvågning

»Vi har nu god adgang og så mange data, at vi ikke ved, hvad vi skal stille op med dem,« hedder det i et internt NSA-dokument, som Der Spiegel citerer fra.

Huawei er verdens næststørste leverandør af mobiludstyr efter svenske Ericsson og er verdens tredjestørste producent af smartphonetelefoner.

»Hvis handlingerne, som er beskrevet i rapporterne, er sande, fordømmer Huawei sådanne aktiviteter, hvor man skal være trængt ind i og have infiltreret vort interne virksomhedsnet og overvåget vor kommunikation,« siger Roland Sladek, Huaweis direktør for internationale forhold.

Ifølge presserappoterne var målet for NSAs operation »Shotgiant« at lede efter forbindelser mellem Huawei og det kinesiske militær, men overvågningen udviklede sig til også at trænge ind i Huaweis produkter, som blev solgt til andre lande, for at kunne få adgang til »interessante netværk«, som New York Times skriver.

TDC er tryg ved Huawei

Huawei har i flere år været i søgelyset for selv at medvirke til spionage og er blevet beskyldt for, at der i udstyret er installeret såkaldte bagdøre, så kinesiske myndigheder kan fjernaflytte tale- og datatrafik i Huaweis net. Omfattende undersøgelser i mange lande, heriblandt Danmark, har dog ikke fundet spor, der peger i den retning, og i forbindelse med TDCs kontrakt med Huawei har Center for Cybersikkerhed under Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) undersøgt forholdene og sagt god for aftalen.

TDCs koncerndirektør med ansvar for driften, Peter Trier Schleidt, sagde så sent som i fredags, at TDC er helt tryg ved samarbejdet med Huawei.

»Huawei leverer til 45 af de 50 største teleselskaber i verden. Vi har et rigtigt tæt samarbejde med Center for Cybersikkerhed under FE, så vi kan stå inde for sikkerheden, og der er aftalt en masse processer for sikrere registrering og logning af udstyr og hændelser og af, hvad Huawei arbejder med i vort net. Vor kinesiske leverandør kan ikke noget i vort net, som de ikke skal kunne,« siger han og medgiver, at »med Ericsson havde sikkerhedskravene været lavere«.

Huawei selv har spøgefuldt sagt, at selskabets udstyr må være verdens sikreste, fordi så mange øjne har gransket alle dele af det.

NSA forsvarer indsamlingen af oplysninger og understreger, at fokus ligger på »velbegrundede, fremmede efterretningsmål«. Tjenesten kritiserer samtidig den »fortsatte og selektive« offentliggørelse af detailler om arbejdsmetoderne, fordi det skader USAs sikkerhed.