Novozymes' vækst større end ventet: Forventninger får lille nøk op

Novozymes leverede bedre end ventet i tredje kvartal, hvor både den organiske vækst og indtjeningen slog forventningerne i aktiemarkedet.

Foto: Torben Christensen. Novozymes leverede bedre end ventet i tredje kvartal, hvor både den organiske vækst og indtjeningen slog forventningerne i aktiemarkedet.
Læs mere
Fold sammen

Det er særligt forretningsområderne inden for føde- og drikkevarer samt bioenergi, som har leveret højere vækstrater, end ventet, og i forbindelse med regnskabet har enzymkoncernen justerede årets prognose i opadgående retning.

Novozymes' omsætning steg i tredje kvartal til 3580 mio. kr. fra 3390 mio. kr. i tredje kvartal året før. Til sammenligning var der ventet en omsætning på 3525 mio. kr.

Den organiske vækst var i juli, august og september på 8 pct., og i danske kroner steg salget med 6 pct.

Analytikerne ventede før regnskabets offentliggørelse en organisk vækst i kvartalet på 6,4 pct. og en vækst i danske kroner på 4,0 pct.

Enzymkoncernen kommer ud af kvartalet med et overskud af den primære drift (EBIT) på 1059 mio. kr. og et nettoresultat på 819 mio. kr.

Analytikerne havde ventet et EBIT-resultat på 1016 mio. kr. og et overskud efter skat på 795 mio. kr.

I det tilsvarende kvartal sidste år havde Novozymes et overskud på den primære drift på 973 mio. kr. og et overskud efter skat på 749 mio. kr.

Efter årets første ni måneder har selskabet justeret forventningerne til 2017.

»Vi øgede omsætningen med 8 pct. organisk i tredje kvartal og med tilfredsstillende 4 pct. i de første ni måneder. Det var bedre end forventet. Overskudsgraden var solid, og det var de frie pengestrømme også, siger topchef Peder Holk Nielsen i en kommentar til regnskabet.

»Og selv om der stadig er nogen usikkerhed om fjerde kvartal, især hvad angår de landbrugsrelaterede industrier, justerer vi forventningerne til 2017. Med stærkere innovation og en diversificeret forretning med et godt, solidt momentum er vi positive, når vi kigger fremad,« siger han.

Enzymselskabet venter nu en organisk salgsvækst på 3-5 pct., mens salgsvæksten i danske kr. ventes at være 2-4 pct. Overskuddet af primær drift (EBIT) ventes at vokse med 2-4 pct., så overskudsgraden for hele regnskabsåret lander omkring de 28 pct.

Tidligere forudså Novozymes en organisk salgsvækst på 2-5 pct., en salgsvækst målt i danske kr. på 1-4 pct., og driftsresultatet (EBIT) var ventet at vokse 1-4 pct. svarende til en overskudsgrad på omkring 28 pct.

Bundlinjen ventes fortsat at vokse 2-5 pct. sammenlignet med 2016.

/ritzau/FINANS