Novozymes-topchef: »Det er en god start på året, men heller ikke mere end det«

Kurspressede Novozymes overrasker med marginalt bedre tal end ventet. Men topchef Peder Holk Nielsen tøver - klog af skade - med at se for positivt på årets start.

Foto: Mathias Løvgreen Bojesen.
Læs mere
Fold sammen

De har brug for gode nyheder i enzymproducenten Novozymes efter et rædselsår sidste år, der bød på fire nedjusteringer på stribe. Her måtte selskabets topledelse med topchef Peder Holk Nielsen i spidsen ad flere omgange erkende, at den havde haft for positive briller på og overvurderet både markedet og egne evner ved indgangen til 2016.

Trods en god start på året tøver Peder Hold Nielsen derfor i dag med at opjustere forventninger til helåret eller i det hele taget tillægge det alt for stor værdi, at selskabet voksede tre pct. til en omsætning i årets første kvartal på 3,74 mia. kr., hvilket var lidt bedre end ventet af aktiemarkedet.

»Det er en god start på året, men heller ikke mere end det. Salgsmæssigt ligger vi lidt over forventet, men kigger vi på resten af året, hvilke muligheder og risici, vi ser, så er der ikke grund til at hæve forventningerne til helåret,« siger Peder Holk Nielsen.

Novozymes skød ved udgangen af 2016 sine egne langsigtede vækstforventninger på 6-7 pct. til hjørne. Nu hedder det 2-5 pct. vækst, hvilket er under det historiske vækstniveau.

Han er glad for denne gang at overraske mere positivt. Enzymaktien ligger onsdag eftermiddag til en stigning på over fem pct. til kurs 303.

»Jeg skulle da være et skarn, hvis ikke jeg synes, det var rarere at komme ud med et resultat, der er godt og på stort set alle konti rammer lige spot on i stedet for at komme ud med en skuffelse. Hvis nogle skulle være i tvivl: jeg kan ikke lide at komme ud med skuffelser,« siger Peder Holk.

Novozymes-bossen fremhæver bl.a. i regnskabet, at virksomhedens salg af enzymer til bioenergi er godt medvirkende til fremgang for hele koncernen. Det er andet kvartalt i træk, at bioenergi-området i Novozymes leverer vækst. Det kommer efter en periode hvor det tidligere meget hypede forretningsområde trak i den gale retning og skrumpede i størrelse og værdi for Novozymes.

»Jeg er glad for at bioenergi er kommet tilbage. Vi har fået sat en prop i det meget store dræn, vi havde fra bioenergi, og vi havde vækst både i fjerde kvartal sidste år og har det igen her i første kvartal, og det hjælper den samlede forretning gevaldigt, når der ikke er et område der trækker nedad, som det har været tilfældet tidligere,« siger Holk.