Novozymes rider på sundhedsbølgen

Forbrugernes appetit på sundere fødevarer stiger. Enzymgiganten Novozymes er med på bølgen og ser fortsat store perspektiver indenfor fremstillingen af sunde fødevarer.

Novozymes har et enzymsystem, som kan fjerne mælkesukkeret i mælk. Laktosefri mælk er i store dele af verden blevet et sundhedsbrand. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kristian Brasen

Sundhedsbølgen er skyllet ind over danske og udenlandske fødevarevirksomheder. Pres fra forbrugerne og politiske trusler om øgede afgifter har fået massevis af virksomheder til at sadle om og begrænse sukker og fedtstoffer i deres produkter.

Enzymgiganten har også fået sin bid af det voksende marked for sundere fødevarer. Selskabet skriver i sit regnskab for første kvartal, at særligt salget til bagerindustrien og til fremstilling af sunde fødevarer har været med til at trække væksten indenfor forretningsbenet føde- og drikkevarer, hvor salgsvæskten steg med 16 pct. i danske kroner.

Novozymes-topchef Peder Holk Nielsen ser fortsat store perspektiver, når det gælder efterspørgslen på sundere fødevarer.

»Det er et meget spændende segment inden for fødevarefremstilling. Forbrugerne er jo i vores del af verden blevet mere og mere optagede af sundhed. Der findes et stort segment, som tænker meget på indholdet af fødevarer og sunde alternativer,« siger Peder Holk Nielsen.

Novozymes har særlig succes med et enzymsystem, som kan fjerne mælkesukkeret i mælk. Det betyder, at den stigende gruppe af laktoseintolerante kan nyde et glas mælk uden efterfølgende at blive ramt af maveproblemer.

Derudover er den laktosefri mælk blevet populær, fordi den henvender sig til forbrugere, som gerne vil undgå sukker.

»Det er et område, der vokser meget, meget hurtigt, fordi laktosefri mælk i store dele af verden er blevet et sundhedsbrand. Det trækker virkelig godt,« siger Peder Holk Nielsen.