Novozymes har sat milliarder af til opkøb

Det giver gode opkøbsmuligheder at have penge på kistebunden, når resten af markedet mangler likviditet, siger Novozymes' finansdirektør.

Foto: Scanpix.
Læs mere
Fold sammen
Men han understreger, at der ikke er noget konkret i sigte, og at få firmaer lever op til enzymproducentens krav for vækst og overskudsgrad.

"Vi har 3-4 mia. til opkøb, hvis der byder sig en god mulighed. Men virksomheden skal passe ind i de langsigtede mål. Dem er der ikke så mange af," siger finansdirektør Benny D. Loft til RB-Børsen.

Novozymes' nye langsigtede mål for organisk salgsvækst er på over 10 pct. om året eksklusive effekten af biomasseenzymer, overskudsgraden skal være over 20 pct., og afkast af investeret kapital skal være over 22 pct., oplyser selskabet i årsregnskabet for 2008. Og dem er der altså ikke mange virksomheder, der kan honorere.

Derfor kan en mulighed være, at større selskaber frasælger en del af deres forretning, siger finansdirektøren, der igen understreger, at der ikke er noget konkret i spil. Og Novozymes har da heller ikke travlt, konstaterer han.

"Basisforretningen vokser godt, og vækstmæssigt ser vi positivt på den lange bane. Nu får organisk vækst en skalle," siger Benny D. Loft.

RB-Børsen