Novozymes-boss ser ikke valutajustering som reel nedjustering

Peder Holk Nielsen, der er administrerende direktør i Novozymes, ser ikke fredagens nedjustering i selskabets salgsvækst i kroner som en rigtig nedjustering.

Peder Holk Nielsen, der er administrerende direktør i Novozymes, ser ikke fredagens nedjustering i selskabets salgsvækst i kroner som en rigtig nedjustering. (Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Scanpix 2017) Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Løvgreen Bojesen

Peder Holk Nielsen, der er administrerende direktør i Novozymes, ser ikke fredagens nedjustering i selskabets salgsvækst i kroner som en rigtig nedjustering.

»Det kommer alene af svagere valutakurser. Det er ren omregning - og det er ikke noget, vi ser som en nedjustering her i Bagsværd,« siger direktøren til Ritzau Finans med henvisning til, at hovedkontoret er placeret i den københavnske forstad.

»Jeg regner derimod med, at væksten fortsætter i år - måske med en lille pil op,« fortsætter Peder Holk Nielsen.

Novozymes har justeret forventningerne til salgsvæksten i danske kr. til 1-4 pct. mod tidligere 3-6 pct. Samme justering er foretaget for væksten i resultatet af primær drift (EBIT).

Forventningerne til den organiske vækst fastholdes på 2-5 pct. Bundlinjen ventes ligeledes fortsat at vokse med 2-5 pct.