Novos topchef: Konkurrencen er stadig stærk

Foto: Søren Bidstrup. ARKIVFOTO.
Læs mere
Fold sammen

Konkurrencen på ikke mindst det amerikanske diabetesmarked er stadig stærk, men der er ikke tale om en skærpelse, vurderer Novos topchef, Lars Fruergaard Jørgensen.

»Nej jeg vil ikke sige, at den er skærpet. Vi havde ventet et udfordrende 2017 med væsentlig konkurrence, og det er også, hvad vi oplever nu,« siger Lars Fruergaard Jørgensen under en telekonference for pressen.

I klassen af GLP-1-midler vinder amerikanske Eli Lilly stadig markedsandele fra Novos Victoza med sit middel Trulicity, der har den fordel, at det skal tages ugentligt frem for dagligt.

Lars Fruergaard Jørgensen peger dog på, at salgsmomentum i hele GLP-1-segmentet er meget stærkt, hvilket sikrer medvind til Victoza, selv om der tabes markedsandele.

»Så det er en fortsættelse af, hvad vi tidligere har set. Vores rapporterede salg af Victoza og væksten er også høj i første kvartal, hvilket også er et udslag af lagerændringer. Lagrene var relativt lave i første kvartal sidste år, men høje i første kvartal i år,« siger Lars Fruergaard Jørgensen.

Samlet steg salget af Victoza med hele 22 pct. i lokal valuta til 5750 mio. kr. I USA steg salget 28 pct. til 4366 mio. kr. på trods af, at markedsandelen ved udgangen af februar var faldet til 54 pct. fra 62 pct. i samme måned sidste år.

Tilfreds med Tresiba

Også i markedet for de langtidsvirkende insuliner har Eli Lilly og partneren Boehringer Ingelheim succes med at tage markedsandele med deres insulin Basaglar. Det sker dog på bekostning af Sanofis Lantus, som er gået af patent og som Basaglar er en efterligning af.

Et par amerikanske sygekasser slettede sidste år Lantus fra tilskudslisterne til fordel for Basaglar, og det nyder også Novo godt af, vurderer Lars Fruergaard Jørgensen.

»Der har været to kontraktændringer, hvor Sanofis portefølje er blevet ekskluderet, hvilket har givet Novo og Eli Lilly mulighed for at tage andele,« konstaterer Lars Fruergaard Jørgensen.

/ritzau/FINANS