Novos diabetes-guldæg i strid om kræft

Giver de moderne diabetes-midler højere risiko for kræft? Det strides eksperterne om.

Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En forskergruppes advarsler om mulige bivirkninger ved GLP-1-midler, såsom Novo Nordisks væksthåb Victoza, blev torsdag modsagt på den årlige diabeteskonference i Lissabon, skriver Bloomberg News. Michael Nauck, chef for Diabeteszentrum Bad Leuterberg og professor Peter Butler fra University of California debatterede fredag, hvorvidt Butlers advarsler om potentielle kræftrisici ved GLP-1-midler som Victoza holder vand. Ifølge Nauck tyder størstedelen af forskningen på, at der ikke er en sammenhæng. Også Novo Nordisk har gentagne gange afvist, at risikoen er til stede.




Butler og en gruppe af forskere advarede i juli i det lægevidenskabelige tidsskrift Gastroenterology om, at GLP-1-midler muligvis har utilsigtede og uforudsete bivirkninger såsom betændelse og kræft i bugspytkirtelen samt øget risiko for kræft i skjoldbruskkirtelen. Analysen baserede sig på den amerikanske lægemiddelstyrelses database over rapporterede bivirkninger fra 2004 til 2009 for GLP-1-midlet Byetta fra Eli Lilly og diabetes 2-pillen Januvia fra Merck. Studiet har ikke set specifikt på Victoza, der ligesom Byetta tilhører GLP-1-klassen. Også Merck og Eli Lilly afviser, at der er kræftrisici forbundet med brug af deres diabetesmidler. Butler mener dog, at data er tilpas robuste til, at spørgsmålet er relevant at undersøge, siger han i et interview med Bloomberg. Ifølge direktøren for European Association for the Study of Diabetes, der afholder konferencen, er der tale om et speget emne, som man sandsynligvis skal bruge årtier og ufattelige mængder data for at undersøge.





Salgsmæssigt har det heller ikke betydning for Jyske Banks vurdering af Victozas potentiale. - Vi har ikke så meget tillid til det materiale, der er brugt, forklarer senioranalytiker i Jyske Bank, Frank Hørning Andersen, til Ritzau Finans. Han har i stedet valgt at tro på Novo Nordisks og andre kritikeres vurdering af, at FDAs frivillige rapporteringssystem ikke er pålideligt nok til, at risiciene kan beregnes. Blandt ankepunkterne er ifølge Jyske Bank-analytikeren blandt andet, at databasen bygger på patientoplysninger om symptomer på bugspytkirtelbetændelse som ikke er konfirmeret af en læge. Samtidig er der ikke korrigeret for andre mulige årsager såsom tobak eller alkohol. - Derudover har Novo Nordisk prøvet at genskabe resultaterne på baggrund af databasen, hvilket man ikke har kunnet, så det er også et spørgsmål om hele dataopgørelsesmetoden. Så indtil videre tillægger vi det ikke værdi, siger Frank Hørning Andersen.




Aktien i Novo Nordisk falder imidlertid 2,8 pct. til kurs 533,5, og det kan ifølge Frank Hørning Andersen godt hænge sammen med den megen medieomtale af undersøgelsen. - Når der er nogen, som puster til ilden omkring Novos guldæg, så vil det altid gøre investorerne nervøse. Men aktien bør ikke falde, for der bør ikke være noget i det, i forhold til det, vi har kendskab til nu, vurderer Jyske Bank-analytikeren. Studier i rotter og mus har vist, at Victoza, øgede risikoen for kræft i skjoldbruskkirtelen, men studier har ikke vist tilsvarende bivirkninger i mennesker.