Novos amerikanske rival i gigantisk fyringsrunde: 3500 stillinger skal væk

Amerikanske Eli Lilly er klar til at fyre omkring otte procent af sine medarbejdere for at skabe en mere strømlinet og effektiv forretning. Det betyder, at selskabet vil fjerne hele 3500 stillinger, fremgår det af en meddelelse fra medicinalgiganten.

Foto: FREDERICK FLORIN. Den amerikanske medicinalgigant Eli Lilly vil skære 3500 stillinger væk.
Læs mere
Fold sammen

Med en særlig diabetestrumf på hånden gik medicinalselskabet Eli Lilly sidste år i offensiven på det amerikanske marked og indledte en voldsom priskrig, som pressede Novo til at give meget store rabatter på sine nøgleprodukter.

Lillys fremmarch med kopimidlet Basaglar var en medvirkende årsag til, at Novo i efteråret 2016 måtte foretage en hård opbremsning og sætte en række spareplaner i søen, som kulminerede med en større fyringsrunde i slutningen af september, hvor omkring 1000 medarbejdere mistede deres job – heraf blev cirka 500 danske ansatte ramt.

Nu er det så blevet amerikanernes tur til at gå i defensiven og svinge sparekniven. I en meddelelse fra den amerikanske medicinalmastodont torsdag eftermiddag fremgår det, at Eli Lilly vil skære 3500 stillinger væk, hvilket svarer til omkring otte procent af selskabets ansatte.

Årsagen til den store sparerunde er, at Eli Lillys topledelse vil gøre virksomheden mere effektiv og bringe omkostningerne ned. Medicinalvirksomhedens håb er, at en stor del af nedskæringerne kan løses ved, at tilstrækkeligt med ansatte i selskabets amerikanske forretning takker ja til muligheden for at gå lidt tidligere på pension.

Topledelsen i Eli Lilly satser på, at den forkromede plan vil kaste en besparelse på godt tre milliarder kroner af sig allerede i 2018.

Eli Lilly havde med udgangen af 2016 omtrent 42.000 ansatte - nogenlunde samme antal som i Novo Nordisk.

Mens Novo går meget tungt efter at udvikle lægemidler inden for diabetes, satser Eli Lilly også på sygdomme som eksempelvis depression, knogleskørhed og cancer.