Novo viser fordele ved Ideglira

Fordelen ved at kombinere Novo Nordisks nyeste diabetesmidler Victoza og Tresiba viser sig i data fra et fase 3-studie med kombinationspræparatet Ideglira, som Novo netop har offentliggjort på den internationale diabeteskongres i Melbourne, Australien.

Foto: Malte Kristiansen. Novo viser fordele ved Ideglira
Læs mere
Fold sammen

Studiet ved navn Dual II viser ifølge Novo, at Ideglira, giver bedre blodsukkerregulering og vægttab hos patienter, der ikke opnår tilstrækkelig regulering af langtidsblodsukkeret ved brug af langtidsvirkende insulin. Studiet havde til formål at vurdere, hvor meget Victoza-komponenten bidrager til blodsukkerreguleringen sammen med Tresiba sammenlignet med patienter, der alene fik Tresiba.

»Hos voksne med type 2-diabetes, som var utilstrækkeligt reguleret med basal insulin, sås ved behandling med IDegLira en forbedring af blodsukkerniveauet - både fasteblodsukkeret og det måltidsrelaterede blodsukker - hele dagen og på tværs af måltiderne, og samtidig et signifikant vægttab,« konkluderer Novo i en meddelelse.

Novo indsendte registreringsansøgning for Ideglira i EU den 31. maj. Registreringsansøgningen bygger på to studier, Dual I med 1600 patienter samt Dual II med 400 patienter.

Novo præsenterede data fra det største studie, Dual I, ved den europæiske diabeteskonference i Barcelona i slutningen af september, og koncernforskningsdirektør Mads Krogsgaard Thomsen betegnede ved den lejlighed resultaterne som fremragende.

»Selv om jeg elsker Victoza, og selv om jeg elsker Tresiba, så tilbyder Ideglira mere. Du tager de ting, der er dårlige ved insulin, det vil sige hypoglykæmi (for stort fald i blodsukkeret, red) og vægtforøgelse, og gør det bedre. De ting, der er mindre gode ved Victoza, reducerer det også. Det giver mindre kvalme,« sagde Mads Krogsgaard Thomsen under et interview.

I Dual II studiet opnåede patienter, der fik Ideglira, en reduktion af langtidsblodsukkeret, HbA1C på 1,9 pct.point efter 26 uger mod en reduktion på 0,89 pct.point hos patienter, der alene fik Novos langtidsvirkende insulin, Tresiba. Patienterne på Ideglira tabte desuden 2,7 kg, mens patienterne på Tresiba ikke opnåede et vægttab. Endelig var antallet af tilfælde af hypoglykæmi sammenlignelige i de to grupper.

Andelen af patienter, der oplevede bivirkninger som kvalme og opkast, var ifølge Novo Nordisk kun marginalt højere med IdegLira end med Tresiba. I Ideglira-gruppen fik 6,5 pct. kvalme og 3,5 pct. meldte om opkast, mens de tilsvarende tal for Tresiba-gruppen var 3,5 pct. og 0,0 pct.

I Dual II studiet var den maksimalt tilladte dosis til patienter, der fik Tresiba 50 enheder. Det skyldtes ifølge Novo, at målet var at måle effekten af Victoza-komponenten på blodsukkerreguleringen.