Novo-topchef venter dyrere forsikringer i USA

Lars Fruergaard Jørgensen, koncernchef i Novo Nordisk. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged

Novo Nordisks administrerende direktør, Lars Fruergaard Jørgensen, venter dyrere forsikringer i USA, efter den amerikanske præsident tirsdag aften angreb landets høje medicinpriser og varslede om tiltag, der ville sænke priserne.

Det skriver Dagbladet Børsen.

Direktøren vurderer, at de nye tiltag vil komme fattige til gode og støtter op om det seneste forslag fra USA's sundhedsminister, Alex Azar, der vil forbyde medicinalselskabernes rabatter til mellemmændene i det amerikanske sundhedssystem.

»Vi bifalder forslaget, som er stillet, og tror, at der er sandsynlighed for, at det kommer igennem,« siger Lars Fruergaard Jørgensen til Børsen.

I USA forhandler såkaldte Pharmacy Benefit Managers med medicinalselskaber på vegne af sygekasser og forsikringsselskaber, og øgede rabatter har de seneste år været vejen ind på de lister, der giver adgang til patienterne.

Men ikke alle får glæde af rabatterne, da patienter med en høj selvrisiko i deres forsikring eller ingen forsikring ifølge Børsen skal betale listeprisen på deres medicin - altså før rabatten trækkes fra, hvilket typisk går ud over de fattigste i USA.

Det giver derfor mening at hæve forsikringspræmien "en anelse", mener Novo-topchefen, hvis det sikrer, at alle, der har brug for dækning, får medicin billigere.

/ritzau/FINANS