Novo-topchef lægger røgslør ud over amerikansk priskrig

Novos aktionærer er ikke blevet meget klogere på, hvor hårdt den amerikanske priskrig får fat i Novo Nordisks forretning i 2018. Novo-topchef Lars Fruergaard Jørgensen slog onsdag morgen fast, at Novo ikke vil sætte præcise tal på prisudsigterne i USA for 2018.

Foto: Liselotte Sabroe. Novo-topchef Lars Fruergaard Jørgensen ønsker ikke at fortælle, hvor store rabatter den danske diabeteskoncern har måttet aflevere på det vigtige amerikanske marked.
Læs mere
Fold sammen

Dagens største spørgsmål om Novos aktuelle formkurve står stadig ubesvaret hen, selvom Novo Nordisk onsdag morgen sendte et halvårsregnskab på gaden, der ellers skulle skabe klarhed over, hvordan den danske diabeteskæmpe kommer til at klare sig på det vigtige amerikanske diabetesmarked i 2018.

For Novo-toppen nøjedes blot med at konstatere, at selskabets amerikanske forretning også i det kommende år bliver ramt af prispres, men vil ikke komme nærmere ind på, hvor hårdt priserne kommer til at falde. Derfor er Novos aktionærer ikke blevet meget klogere på, hvordan Novo er kommet ud af de afgørende forhandlinger med de magtfulde amerikanske medicinindkøbere.

»Vi giver ikke nogen guidance angående priserne til næste år,« siger Novo-topchef Lars Fruergaard Jørgensen, der ikke synes, at det giver mening, at Novo bliver meget specifik angående størrelsen på prisfaldene i USA for 2018.

Novo-topchefen mener, at priserne på selskabets produkter skal ses i sammenhæng med både volumen og produktmiks.

Hos Sydbank kalder senioranalytiker Søren Løntoft Hansen det for »overraskende«, at Novo ikke er mere specifik angående prispresset i USA for 2018.

»Markedet havde måske sat næsen efter nogle procenter, og det får vi så ikke, hvilket måske er lidt overraskende. Men det handler nok om, at Novo Nordisk er lidt usikre på, hvordan det kommer til at hænge sammen, fordi det afhænger af, hvilke midler, man sælger og til hvilke rabatter, de bliver solgt. Så det har noget at gøre med, hvad det er for en salgsmix-effekt, der bestemmer prispresset i 2018,« siger Søren Løntoft Hansen.

På en telekonference onsdag løftede Lars Fruergaard Jørgensen dog sløret for, at Novos basalinsunliner, Levemir og Tresiba, fortsat er under pres og kommer til at falde yderligere i pris i 2018. Det er særlig slemt for Tresiba, der er et af Novos nyeste insulinpræparater og regnes som et af selskabets absolutte fremtidshåb.

Det var aldrig meningen, at Tresiba skulle ned i pris i USA, da midlet blev sendt på markedet så sent som i begyndelsen af 2016. Et voldsomt pres fra både konkurrenter, offentlige sygekasser og private på det amerikanske marked har dog betydet, at Novo er blevet tvunget til at give store rabatter på Tresiba.

Det amerikanske marked for basalinsuliner udgør i værdi mere end halvdelen af det samlede insulinmarked i USA.