Novo tager et hop op på verdensrangslisten

Tre ugers kursfest har lagt 95 milliarder kroner til Novo Nordisks markedsværdi og har placeret Novo Nordisk på en ottendeplads på listen over verdens mest værdifulde farmaselskaber.

En Novo-medarbejder er i gang med produktionen af insulin på selskabets fabrik i franske Chartres, som har i alt 950 på lønningslisten. Fold sammen
Læs mere
Foto: JEAN-FRANCOIS MONIER
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Novo Nordisk-aktien er igen kommet ind i varmen. Siden årsregnskabet blev offentliggjort 30. janaur, er kursen på Novo Nordisk-aktien steget med 17 pct., mens C20 Cap-indekset kun er vokset med syv pct.

Kursfesten kommer efter et 2013 præget af hård konkurrence, afmatning på de nye vækstmarkeder, benhårde sundhedsreformer og ikke mindst et overraskende amerikansk nej til Novo Nordisks store, nye milliardhåb i form af den langtidsvirkende insulin, Tresiba.

De seneste uger har imidlertid lagt hele 95 milliarder kr. til Novo Nordisks markedsværdi og placerer selskabet som verdens ottende mest værdifulde medicinalselskab til trods for, at Novo Nordisk kun er det 18. største farmaselskab målt på omsætning.

Dermed er Novo Nordisk gledet to pladser tilbage de seneste to år, når det gælder omsætning, men én plads frem, når det gælder markedsværdi. Det viser beregninger, som Berlingske Research har foretaget.

At det er gået så godt for Novo Nordisk-aktien skyldes ifølge aktieanalytiker hos Sydbank Søren Løntoft Hansen først og fremmest tre faktorer, der ikke direkte har noget med Novo Nordisks regnskabsmæssige resultater at gøre. For årsregnskabet for 2013 var ikke just prangende.

Han fremhæver først og fremmest den ændrede holdning til aktietilbagekøb, som Novo Nordisks ejer, Novo A/S, offentliggjorde i forbindelse med årsregnskabet.

Novo Nordisk indledte et nyt aktietilbagekøbsprogram på 15 milliarder kr. fra 30. januar, men i modsætning til tidligere programmer forbeholder Novo A/S sig til at lade være med at deltage.

»Det er noget af det, der er blevet talt positivt op i forbindelse med årsregnskabet, og det er formentlig med til at holde hånden under Novo Nordisks aktiekurs,« siger Søren Løntoft Hansen.

Aktien splittet op

Den anden positive faktor er ifølge Søren Løntoft Hansen det aktiesplit på en til fem, som Novo Nordisk gennemførte i begyndelsen af året.

»Teoretisk bør det ikke betyde noget, at et selskab splitter sin aktie op, for det tilfører eller fratager ikke selskabet nogen værdi. Men psykologisk ser det ud til at have haft en effekt især for private investorer, der finder aktien mere attraktiv ved en kurs på godt 200 end 1.000 kr.,« siger han.

Den tredje positive faktor er dårlige nyheder om konkurrenterne.

I slutningen af januar i år kom det frem, at Novo Nordisks to største konkurrenter på insulinmarkedet, franske Sanofi og amerikanske Eli Lilly, er røget i patentstrid med hinanden.

Eli Lilly har ansøgt om godkendelse af en biologisk kopiversion af Sanofis langtidsvirkende insulin Lantus, der med et salg på 42,6 milliarder kroner i 2013 er verdens bedst sælgende diabetesmiddel. Sanofi valgte imidlertid i slutningen af januar at indlede en sag om patentkrænkelse mod Lilly, og den sag forsinker godkendelsen af Lantus-kopien med op til et par år. Samtidig forsøger Sanofi at udvikle en ny, mere langtidsvirkende version af Lantus, men her har de nyeste forsøgsresultater været skuffende.

»Det betyder, at konkurrencesituationen ser ud til at blive status quo for Novo Nordisk formentlig helt frem til omkring det tidspunkt, hvor selskabet forventer at kunne få Tresiba på markedet i USA. Det tror jeg også har haft en positiv effekt på aktiekursen,« siger Søren Løntoft.

Mens det er faktorer, der ikke direkte har noget med Novo Nordisks resultater at gøre, der har ført til den markante kursstigning de seneste tre uger, er det Novo Nordisks egen indsats, der afgør, om aktiekursen vil fortsætte med at sætte rekorder i løbet af 2014.

»Selvfølgelig skal der vises resultater som f.eks. en opjustering på grund af bedre resultater i USA, hvis kursen skal holde sig oppe. USA vil have særligt fokus, fordi det er der, væksten kommer fra, og dér, hvor Novo Nordisk satser stort i øjeblikket,« siger Søren Løntoft Hansen.