Novo: Nyt fedmestudie viser stort potentiale

Novo Nordisks testresultater fra et fase 2-studie med medicinalselskabets diabetesmiddel Semaglutid som fedmemiddel indikerer et stort potentiale, vurderer Sydbank.

Novo Nordisks testresultater fra et fase 2-studie med medicinalselskabets diabetesmiddel Semaglutid som fedmemiddel indikerer et stort potentiale. Fold sammen
Læs mere
Foto: JEANNE KORNUM

Fra en gennemsnitsvægt ved studiets start på omkring 111 kilogram blev der observeret et vægttab på op til 17,8 kilogram efter 52 ugers behandling med Semaglutid. Dette svarede til et anslået vægttab på 13,8 pct.

Til sammenligning opnåede deltagere i et fase 3-studie med Novo Nordisks fedmemiddel Saxenda et vægttab på 8 pct., påpeger analytiker Søren Løntoft som kalder de nye resultater "særdeles stærke".

»Vi bemærker, at Saxenda for nuværende har en markedsandel på 52 pct. (målt på værdi) på markedet for brandede fedmemidler - i et i øvrigt uopdyrket fedmemarked. Vægttabet for Semaglutid i fase 2-studiet indikerer derfor umiddelbart et stort potentiale på markedet for brandede fedmemidler,« skriver Sydbanks analytiker i en kommentar.

Samtidig er resultaterne - hvis Novo Nordisk kan gentage dem - godt nyt i forhold til en godkendelse hos de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, i fremtiden:

»Resultaterne for fase 2-studiet med Semaglutid til behandling af fedme mere end lever op til de kriterier, som FDA har opstillet i forbindelse med godkendelse af fedmemidler,« påpeger Søren Løntoft.

Studiet, der involverede 957 svært overvægtige deltagere, undersøgte sikkerheden af Semaglutid ved injektion én gang dagligt og dets potentiale for at fremkalde og fastholde vægttab hos svært overvægtige mennesker.

Vægttabet på 13,8 pct. skal sammenlignes med det vægttab på 2,3 pct., der var opnået via diæt, motion og placebo alene, efter at alle behandlingsarme var justeret for deltagere, der ophørte med behandling i studiet.

I studiet fik de involverede enten forskellige doser af midlet eller placebo. Behandlingerne blev kombineret med diæt og motion, og alle deltagere blev behandlet i 52 uger efterfulgt af en syv ugers opfølgningsperiode.

Novo venter at gå i gang med fase 3-programmet med Semaglutid for at bekræfte resultaterne i 2018.