Novo Nordisks skattesats vil falde frem mod 2016

De kommende års sænkning af den danske selskabsskat er godt for investeringerne i Danmark og vil for Novo Nordisk betyde, at koncernens effektive globale skattesats falder mindst 1 procentpoint fra 2013 til 2016.

Foto: Erik Refner. Novo Nordisk CFO, Jesper Brandgaard, vurderer, at Novos globale skattetræk vil falde med minimum ét procentpoint.
Læs mere
Fold sammen

Det vurderede koncernøkonomidirektør Jesper Brandgaard torsdag på en telekonference i forbindelse med præsentationen af regnskabet for andet kvartal.

Novo Nordisks nuværende effektive skattesats er ca. 23 pct. Et fald på 1 pct.point vil - baseret på analytikerforventningerne til Novos indtjening før skat for de kommende år - reducere Novos skattebetaling fra 2016 med over 400 mio. kr.

Den danske selskabsskat nedsættes gradvist frem mod 2016 fra 25 pct. i år til 24,5 pct. i 2014, yderligere til 23,5 pct. i 2015 og endelig til 22 pct. i 2016.

/ritzau/FINANS