Den danske medicinalgigant Novo Nordisk vil investere 5,4 milliarder kroner i at udvide sit hovedsæde i Bagsværd.
Her skal de nuværende ansatte og 160 kommende medarbejdere arbejde for at udvikle nye produkter til Novo Nordisk.
Udvidelsen skal især øge kapaciteten for forskning og udvikling til de nødvendige kliniske forsøg til medicinudvikling.
»Denne investering i at udvide vores kliniske kapacitet for aktive farmaceutiske ingredienser i Bagsværd er et vigtigt skridt for at sikre den fortsatte udvikling af vores udviklingspipeline,« siger Jesper Bøving, senior vice president, CMC Development, Novo Nordisk i en pressemeddelelse.
Planerne er både at udvide de nuværende bygninger samt at opføre et helt nyt anlæg ved siden af de eksisterende bygninger.
»En udvidelse af vores kapacitet inden for forskning og udvikling vil være en nøglefaktor i at bringe nye innovationer til markedet og imødekomme den fremtidige efterspørgsel fra vores patienter«, siger Jesper Bøving,
Udvidelsen skal efter planen stå klar i 2024.
18 milliarder i Kalundborg
Novo Nordisks afdeling i Bagsværd har i dag omkring 5000 medarbejdere og er klart virksomhedens største afdeling i Danmark.
Kort før årsskiftet fremlagde Novo Nordisk planer for en markant udvidelse af et andet dansk produktionsanlæg – i Kalundborg.
De samlede omkostninger for udvidelsen er beregnet til at ligge på omkring 18 milliarder kroner.
Medicinalvirksomhedens andre store danske afdelinger ligger især i Søborg, Måløv, Kalundborg, Gentofte og Hillerød
Novo Nordisk beskæftiger i dag 53.000 medarbejdere i 80 lande og havde i 2021 en omsætning på knap 141 milliarder kroner.