Novo Nordisk nærmer sig afklaring om salgstrumf med storsællert

Novo Nordisk er kommet tættere på en afklaring om at kunne bruge et væsentligt stærkere salgsargument, når medicinalselskabet skal markedsføre sit bedst sælgende produkt, Victoza.

Novo Nordisks hovedkvarter i Bagsværd. Novo Nordisk er kommet tættere på en afklaring mht. produktet Victoza. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Novo Nordisk ansøgte sidste år om at få lov til at markedsføre reduceret hjerte-kar-risiko, når det skal sælge diabetesmidlet Victoza, og den amerikanske sundhedsstyrelse, FDA, skal i næste uge diskutere en udvidelse af midlets indlægsseddel.

Det er en lægefaglig komité i sundhedsstyrelsen, der 20. juni skal drøfte ansøgningen fra Novo Nordisk, viser dagsordenen til mødet på FDA's hjemmeside.

Ansøgningen om at udvide indlægssedlen - der definerer, hvordan midlet må markedsføres - blev indsendt i 2016, efter at Novo Nordisk havde kunnet påvise, at Victoza reducerer risikoen for hjerte-kar-død hos diabetikere med 22 pct. i et forsøgsstudie kaldet Leader.

Diabetespatienter lider af forhøjet hjerte-kar-risiko, og forsøget skulle egentlig blot påvise, at Victoza ikke øgede risikoen for hjerte-kar-tilfælde. Derfor var det blandt eksperter, aktieanalytikere og investorer opsigtsvækkende, at midlet faktisk var i stand til at mindske risikoen.

På mødet i komitéen under FDA skal det blandt andet diskuteres, om der er behov for yderligere forsøgsstudier for at dokumentere den reducerede hjerte-kar-risiko, mens risici for svulster og betændelse i bugspytkirtlen også bliver drøftet.

Komitéen skal efterfølgende komme med sin anbefaling, hvorefter FDA skal beslutte, om det skal godkende ansøgningen.

Salget af Victoza var i 2016 på 20 mia. kr. ud af Novo Nordisks samlede omsætning på 111,8 mia. kr.