Novo Nordisk køber for 1,1 mia. Novo-aktier

Novo Nordisk A/S køber B-aktier til en værdi af 1,1 mia. kr. fra Novo A/S, som er holdingselskabet i Novo Gruppen.

Læs mere
Fold sammen
Novo Nordisk A/S indgik fredag en aftale om at købe 3.570.000 stk. B-aktier for 1,1 mia. kr. fra Novo A/S som led i et løbende aktietilbagekøbsprogram med en beløbsramme på 19,0 mia. kr. for 2006-2009. Det oplyser Novo Nordisk A/S.

Novo A/S, der er holdingselskab i Novo Gruppen, indfrier dermed sin langsigtede målsætning om at reducere sin aktiebesiddelse i Novo Nordisk A/S til et niveau på 25,5 procent, svarende til niveauet for Novo A/S' aktiebesiddelse i Novo Nordisk A/S forud for annulleringen af egne aktier i juni 2009.

Novo A/S vil dog fortsætte med at være "en engageret, langsigtet majoritetsaktionær i Novo Nordisk", udtaler Novo A/S' administrerende direktør,Henrik Gürtler, i forbindelse med aktiehandlen.

Novo Nordisk A/S og dets helejede datterselskaber ejer nu 24.952.391 stk. egne B-aktier a 1 kr., svarende til fire procent af den samlede aktiekapital i Novo Nordisk A/S.

Ritzau