En dag til historiebøgerne.
Aktieanalytikerne måber.
Novo Nordisk formåede at skubbe det franske luksusvarekonglomerat LVMH af tronen som Europas mest værdifulde børsselskab fredag. Det skriver flere internationale medier – blandt andet Bloomberg.
Det er kæmpestort, lyder det fra aktiechef i Artha Kapitalforvaltning, Lars Hytting:
»Det er en kæmpe milepæl. Som danskere skal vi være stolte af, at selskabet med den højeste markedsværdi i Europa holder til i et lillebitte land som vores. En sådan placering er ikke noget, man bare lige opnår. Men Novo Nordisk er ikke et selskab som alle andre. Det er en fantastisk virksomhed hele vejen rundt,« siger han.
Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank, er enig:
»Det er gigantisk, at vi har et selskab herhjemme, som har så stærke vækstperspektiver og så meget vind i sejlene, at det har været oppe at snuse til pladsen som Europas mest værdifulde børsselskab. Som aktieanalysechef er man nødt til at knibe sig selv i armen, og festen stopper givetvis ikke her,« siger han.
Novo Nordisks aktie tog fredag et kurshop på 2,14 procent, og det betyder, at Novo Nordisk-aktien er 1.301 kroner værd.
Det står imidlertid ikke klart, om den danske medicinalgigant i skrivende stund er Europas andet mest værdifulde børsselskab, eller om det rent faktisk er det mest værdifulde børsselskab.
Nyhedsbureauet Reuters skriver, at Novo Nordisk havde en markedsværdi på 424,7 milliarder dollar inklusiv unoterede aktier, da børsen lukkede fredag, mens LVMH havde en markedsværdi på 420,1 milliarder dollar. De tal peger i retning af, at Novo Nordisk har vippet luksusdyrene i LVMH af tronen.
I mellemtiden fremgår det af hjemmesiden CompaniesMarketCap.com, at det franske luksusvarekonglomerat, der ejer Louis Vuitton, Givenchy, Christian Dior og Marc Jacobs, fortsat har en større markedsværdi end Novo Nordisk. Her står der, at LVMH har en værdi på 434,52 milliarder dollar, mens Novo Nordisk har en markedsværdi på 428,16 milliarder dollar.
Vækst med vækst på
Novo Nordisks milepæl kommer efter en periode, hvor selskabets værdi er steget ganske markant. På bare én måned er Novo Nordisks aktie steget med næsten 20 procent, fremgår det af investeringsplatformen Nordnet.
Forklaringerne på den enorme værdistigning findes der flere af, men især fedmemedicinen Wegovy har på det seneste fået investorer fra hele verden til at kaste sig over den danske aktie. Wegovy kan blandt andet være med til at hjælpe amerikanerne med den fedmeepidemi, som plager USA, og som koster det amerikanske samfund dyrt.
Medicinalgiganten har desuden oplevet stor fremgang i salget af lægemidlet Ozempic, som bruges til at behandle diabetes. Både Wegovy og Ozempic indeholder det samme aktive lægemiddel, semaglutid, men de to varemærker er godkendt til henholdsvis diabetes- og vægttabsbehandling.
Novo Nordisks fremgang kan også mærkes på det danske nationalregnskab.
Økonomiministeriet opjusterede torsdag forventningerne til dette års vækst i Danmarks bruttonationalprodukt fra 0,6 til 1,2 procent. Det skete blandt andet med henvisning til en meget stærk udvikling i medicinalindustrien, som var anført af netop Novo Nordisk.




