Novo Nordisk forventer, at nedturen fortsætter i 2017

Både de langsigtede og de kortsigtede mål er blevet nedjusteret i det 3. kvartalsregnskab, som medicinalkæmpen Novo Nordisk lige har afleveret. 2017 ser således ud til at blive et nedtursår for Novo Nordisk.

Foto: Jens Nørgaard Larsen. Arkivfoto
Læs mere
Fold sammen

Medicinalkæmpen Novo Nordisk har netop fremlagt regnskab og af det fremgår, at selskabet nedjusterer de langsigtede mål. Men også på den korte bane er Novo Nordisk presset.

»De foreløbige planer for 2017 indikerer på nuværende tidspunkt en lav encifret vækst i salget og en flad til lav encifret vækst i resultat af primær drift,« står der i regnskabet.

Og det ovenikøbet forudsat, at salget af Novos produkter forbliver robust:

»De foreløbige planer afspejler forventninger om et fortsat robust salg af Tresiba, Victoza og porteføljen af moderne insuliner samt et positivt bidrag til salget fra Saxenda og Xultophy,« skriver de i regnskabet.

Dog bemærker selskabet her, at salgsvæksten fra ovenstående produkter kan blive videre modvirket af markedsbetingelserne på det amerikanske marked:

»Salgsvæksten fra disse produkter forventes at blive delvist modvirket af intensiveret konkurrence og udfordrende markedsadgangsbetingelser indenfor såvel diabetesbehandling som biopharmaceuticals, navnlig i USA, tab af eksklusivitet for produkter indenfor hormonpræparater i USA samt de makroøkonomiske forhold i visse markeder,« fremgår det af regnskabet.

Og 2017 kan blive endnu mere udfordret, hvis det globale, finansielle marked bliver endnu mere presset, særligt skal den amerikanske dollar holde sig på niveau overfor den danske krone næste år:

»Alle ovenstående forventninger er baseret på forudsætninger om, at den globale økonomiske situation ikke i væsentlig grad ændrer forretningsklimaet for Novo Nordisk i 2016 og 2017, og at valutakurserne, navnlig den amerikanske dollar, forbliver på det nuværende niveau overfor den danske krone,« fremgår det af regnskabet.