Novo lover borgmester luksuriøs togvogn

Novo Nordisk har offentliggjort etableringen af ny fabrik i Kalundborg, og nu tilbyder Novos produktionsdirektør i byen at betale for indretningen af en særlig business-togvogn, hvis politikerne skærer 25 minutter af togtiden.

Et IC4 på Nordvestbanen mellem København og Kalundborg, hvor de nye business-togvogne skal sættes ind, hvis det står til Novo. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger

En forretningsvogn med ro, lækre sæder, kaffe på kanden og lidt mere luksus. Det kan blive konsekvensen, hvis politikerne skynder sig og fremrykker planerne for, hvornår skinnenettet bliver elektrisk og togene fra Kalundborg til København hurtigere.

 

Det lover i hvert fald produktionsdirektør for Novo Nordisk i Kalundborg, Michael Hallgren.

»Vores førsteprioritet er, at der kommer en motorvej hele vejen, men en ny station tæt på Novo og hurtigere tog kan gøre en verden til forskel,« siger Michael Hallgren.

Novo Nordisk har 3600 ansatte i byen, men det er svært at lokke unge, nyuddannede til byen. Meget få vil flytte til kalundborg, og så længe det tager halvanden time at tage toget fra København til Kalundborg, kan det være meget uspiseligt for nyuddannede at søge job hos Novo i den vestsjællandske by.

Regeringen har allerede vedtaget som en del af årets pulje for at forbedre kollektiv trafik i yderområder, at der skal være en togstation lige ved Novos fabrik i det østlige Kalundborg. Det gør ifølge Google Maps pendlerrejsen til Novo Nordisk 25 minutter kortere hver vej, og det kan gøre en forskel for jobsøgere. Det er dog langt fra nok ifølge Michael Hallgren.

»Idéen med toget var først og fremmest en gimmick for at få borgmester Martin Damm til at rykke hurtigere på togløsninger til Kalundborg, men vi vil gøre meget for at få bedre transportforhold for Novo Nordisk og Kalundborg. Der er det småting at betale for en togvogn,« siger produktionsdirektøren.