Novo i offensiven: Satser milliard på parløb med verdens bedste universitet

Novo Nordisk vil investere en milliard kroner i et forskningscenter, der kommer til at høre under engelsk eliteuniversitet i Oxford. Den nye satsning vil komme til at beskæftige op mod 100 Novo-forskere.

Novos forskningsdirektør, Mads Krogsgaard Thomsen, håber, at samarbejdet med forskerne fra Oxford vil skabe nye lægemidler mod diabetes. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Bech

Novo Nordisk har de seneste måneder været hårdt ramt af priskrig på det amerikanske insulinmarked, men lussingen fra USA har ikke fået den danske diabeteskæmpe til at sætte milliardinvesteringer i udlandet på pause. Novo virker heller ikke skræmt af det britiske farvel til EU, da medicinalselskabet fra Bagsværd vil investere en milliard kroner i et nyt forskningscenter ved et prestigefyldt universitet i England.

Novo har indgået en aftale med University of Oxford, som betyder, at forskere fra Novo og det engelske universitet i samarbejde skal udvikle nye lægemidler til behandling af diabetes.

Som et led i samarbejdet vil Novo investere en milliard kroner i et forskningscenter, som kommer til at høre under det verdensberømte engelske universitet. Den kommende forskningssatsning vil beskæftige op mod 100 forskere fra Novo Nordisk.

»Samarbejdet kommer til at omfatte nogle af verdens skarpeste hjerner på diabetesområdet, som skal arbejde sammen om at identificere nye innovationsmål. Det kombinerer Novo Nordisks 90 års erfaring indenfor udvikling af diabetesbehandling med ekspertisen fra verdens førende forskere fra University of Oxford. Det er vores vision, at den unikke kombination af knowhow fra industrien og den akademiske verden vil føre til, at der udvikles en ny generation af behandling, som kan forbedre livet for mennesker med type 2-diabetes,« siger Novos forskningsdirektør, Mads Krogsgaard Thomsen, i en pressemeddelelse.

Novos milliardinvestering kommer til at falde over en periode på 10 år og skal helt grundlæggende fremme udveksling af idéer mellem det britiske universitets skarpe akademikere og Novos forskere.

Universitetet i Oxford er Storbritanniens ældste og er notorisk kendt for at udklække skarpe hjerner. Det britiske elite-universitet har haft hele 27 britiske premierministre som studerende, mens også 50 nobelprisvindere og over 100 OL-medaljevindere har haft deres gang på det prestigefyldte universitet.

University of Oxford er aktuelt rangeret som det bedste universitet i verden.