Novo Nordisk går nu ind i en fuldtonet satsning på at levere diabetesmidler i tabletform. Selskabet meddeler onsdag eftermiddag til fondsbørsen, at det går videre med et fase III-projekt med diabetesmidlet Semaglutid, der skal testes i et større studie med tusindvis af deltagere verden over.
Novo vil med satsningen bygge to nye fabrikker - en i USA og en i Måløv - til en samlet pris på 13 milliarder kr. Samlet set forventer selskabet at hyre 800 nye medarbejdere i de kommende år. Omkring 100 arbejdspladser kommer til at ligge i Måløv.
»For at imødekomme kapacitetsbehov i relation til eksisterende og kommende produkter til behandling af diabetes, herunder oral semaglutid, forventer Novo Nordisk at investere anslået to mia. dollars over de næste fem år i to nye fabrikker: et nyt produktionsanlæg til fremstilling af en række aktive lægemiddelstoffer i Clayton, North Carolina i USA, samt en ny færdigvarefabrik i Måløv i Danmark. Den endelige projekt- og investeringsplan for de nye fabrikker vil blive præsenteret til godkendelse i Novo Nordisks bestyrelse i 2016,« skriver selskabet i en meddelelse.
For under to uger siden kaldte Novo Nordisks forskningschef Mads Krogsgaard Thomsen i Berlingske Business beslutningen om at gå ind i et fase III-projekt med Semaglutid for en »total transformativ beslutning« for selskabet.
»Det er en stor udfordring at fremstille proteinbaserede lægemidler som semaglutid i tabletform og producere dem i stor skala, og med den beslutning, vi har meldt ud i dag, har vi nået en vigtig milepæl på vejen til at nå det mål,« siger Mads Krogsgaard Thomsen i onsdagens fondsbørsmeddelelse.
Novo Nordisk fremstiller i dag - med en enkelt undtagelse - udelukkende biologiske lægemidler, der sprøjtes ind i kroppen i flydende form.
Med satsningen håber den danske diabetesgigant at blive en virksomhed, der om 10 eller 15 år ikke kun sælger diabetesmidler, der sprøjtes ind i kroppen, men også kan blive leveringsdygtig i en lang række biologiske lægemidler i tabletform.
»Når først vi har truffet beslutningen om at gå i fase 3-forsøg med Semaglutid, har vi krydset den linje, hvor det kan lade sig gøre at få et biologisk lægemiddel komprimeret ind i en tablet på en så god og stabil måde, at den rent faktisk kan blive optaget i kroppen. Vi har brudt injektionsbarrieren, og det er særdeles væsentligt. Det vil gøre en kæmpe forskel,« sagde Mads Krogsgaard Thomsen i et interview med Berlingske tidligere på måneden.