Novo i kinesisk retssag om piratkopiering

En lokal piratkopist har i årevis kopieret og solgt Novo-præparater. Novo vurderer at have tabt "signifikante" markedsandele og indleder nu en langvarig retssag.

Foto: Sigrid Nygaard
For første gang oplever Novo Nordisk, at et af koncernens diabetespræparater bliver kopieret i Kina, som er et af koncernens vigtigste vækstmarkeder, skriver Økonomisk Ugebrev.

Det er Novonorm, en medicin, der hjælper type 2-diabetikere til at kontrollere deres blodsukkerniveau, der gennem mindst et par år er blevet kopieret.

Omfanget er så stort, at Novo Nordisk har oplevet fald i markedsandele for produktet.

- Vi vurderer, at omfanget af kopieringen er signifikant, siger Lars Kellberg, funktionschef i Novo Nordisk patentafdeling.

Beslutningen om at indlede en retssag sker efter en kalkule over omkostninger ved en retssag og tabt fortjeneste.

Teknologien bag Novonorm-tabletten er simplere end koncernens andre diabetesprodukter, hvilket har gjort det muligt for den kinesiske konkurrent at kopiere produktet.

Novonorm udgør omtrent 5 procent af Novo Nordisks samlede salg. I den seneste regnskabsmeddelelse fra Novo Nordisk fremgår det, at netop Novonorm oplever store vækstrater på 15 procent, og netop Kina har været en driver for øget salg af Novonorm, fordi landet har indført højere prisstøtte til præparatet, skriver ugebrevet.

Kilde: Økonomisk Ugebrev / RB-Børsen