Formanden i Novo Nordisk Fonden, Lars Rebien Sørensen, træder ind i Lars Løkke Rasmussens politiske netværk. Det skriver Politiken.

Lars Rebien Sørensen er dermed den første fra erhvervslivets absolutte top, som melder sig under Lars Løkke Rasmussens faner.

Lars Løkke Rasmussen stiftede 8. januar et politisk netværk, efter at han i dette års helt spæde start meldte sig ud af Venstre. Det er det netværk, som Lars Rebien Sørensen nu melder sig ind i.

Netværkets formål er ifølge Lars Løkke Rasmussen at kunne gå i dialog med »mennesker, der kan gøre mig klogere«. Dertil ligger det Løkke på sinde, at netværket skal bryde med blokpolitikken og drøfte samarbejder over den politiske midte.

I en e-mail til Politiken begrunder Lars Rebien Sørensen sin tilslutning med, at han »deler Lars Løkke Rasmussens analyse af den nuværende politiske situation«:

»Det er min opfattelse, at det ville gavne erhvervslivet, privatpersoner og Danmark i al almindelighed, hvis der kunne skabes et mere stabilt politisk flertal på midten i dansk politik. Som kunne sikre langsigtede løsninger, som er forudsigelige og baseret på et bredt politisk flertal.«

Potentiale til parti

Novo Nordisk Fonden ejer 25 procent af aktierne i medicinalselskabet Novo Nordisk.

Lars Rebien Sørensen har været bestyrelsesformand for fonden siden 2018. Dertil var han i flere år topchef i Novo Nordisk. Den stilling fratrådte han ved udgangen af 2016.

Rebien var med til at gøre Novo Nordisk til en af Danmarks mest markante virksomheder, og han blev i 2015 udnævnt til verdens bedste topchef af Harvard Business Review.

Alle kan melde sig ind i Lars Løkke Rasmussens netværk, såfremt man flugter med den tidligere statsministers »grundlæggende holdninger«, fremgår det af netværkets hjemmeside.

Lars Løkke Rasmussen har givet udtryk for, at netværket kan blive et politisk parti, hvis det får nok medvind.

Den tidligere statsministers politiske netværk rundede torsdag - en uge efter stiftelsen - 10.000 medlemmer.