Novo forebygger mod Michael Moore-historier

Medicinalindustrien har ikke altid det bedste ry. Men skulle Michael Moore eller andre kritiske medier få lyst til at kigge nærmere på Danmarks største medicinalvirksomhed, Novo Nordisk, så er virksomheden parat.

På en ny portal - novonordisk-trials.com – gør Novo Nordisk det lettilgængeligt for udenforstående (eller uforstående) at følge med i, hvilke nye lægemidler virksomheden laver forsøg med i mennesker, og hvad resultaterne af forsøgene bliver.

”Vi syntes, at hele det etiske kompleks omkring kliniske forsøg (forsøg i mennesker, red.) fortjente at blive behandlet lettilgængeligt og samlet på et sted. Hvis man følger med i, hvad der sker i den store verden, så har industrien eller sundheds-området ikke altid det bedste ry,” siger forskningsdirektør i Novo Nordisk, Mads Krogsgaard Thomsen.

Han nævner blandt andet Pfizer-sagen i Nigeria, hvor virksomheden bliver beskyldt for ulovligt at have lavet farlige forsøg med meningitis i børn, filmen The Constant Gardener og den kontroversielle amerikanske filminstruktør Michael Moores seneste film om det amerikanske sygehusvæsen.

”Det er en blanding af dels misforståelser og dels af korrekte dilemmaer, som har plaget medicinalindustrien,” siger Mads Krogsgaard Thomsen og fortsætter:

”Vi vil gerne tone rent flag og sige, at det her er den måde, vi gør tingene på i Novo Nordisk. Vi forsøger helt klart at foregribe, at der kan opstå en mistanke til, at Novo Nordisk ikke opfører sig ærligt og redeligt i forbindelse med, at for eksempel et andet firma har en sag. Ikke at vi selv har været i defensiven. Jeg tror, at de fleste opfatter os som ærlige og redelige, og overordnet set er det også mere et led i vores generelle forsøg på at være åbne – og så er muligheden der rent teknisk nu.”

Patienter kan finde interessante forsøg
Den nye portal for kliniske studier vil give et overblik over alle Novo Nordisks afprøvninger af lægemidler overalt i verden. Lægen kan finde relevante studier til sine patienter, ligesom patienterne selv kan se, om der er kliniske forsøg, som kan være interessante at deltage i. Men hjemmesiden henvender sig lige så meget til andre, der på den ene eller anden måde ønsker at følge med i, hvordan Novo Nordisk håndterer forsøg, fortæller Mads Krogsgaard Thomsen.

Hvor efterspurgt en portal om kliniske forsøg er blandt lægmænd, må tiden vise, siger han.

”Rent kynisk kan man sige, at aktie-analytikerne vil gå ind at se på det med det samme, men vores håb er, at patienter og læger vil benytte sig af det,” siger Mads Krogsgaard Thomsen, der dog understreger, at det ikke skal ses som en måde at rekruttere patienter til forsøg på.

”Det er ikke meningen, og jeg tror kun vi vil få ganske få henvendelser ad den vej, selv om vi faktisk fik 25-30 henvendelser, sidst vi var ude at sige noget om vores fedme-forsøg,” siger han.

Det er ikke første gang, Novo Nordisk offentliggør information om sine kliniske forsøg, men det er første gang, at Novo Nordisk henvender sig direkte til offentligheden. I 2005 begyndte Novo Nordisk at fremlægge resultaterne af de kliniske afprøvninger på www.ClinicalStudyResults.org, mens information om forsøgene blev publiceret frem på den amerikanske regerings register www.clinicaltrials.gov.