Novo får blåstemplet Tresiba i USA - har effekt på for lavt blodsukker

Foto: Linda Kastrup.
Læs mere
Fold sammen

. Novo Nordisk har fået grønt lys til at markedsføre, at insulinproduktet Tresiba mindsker risikoen for, at diabetespatienter bliver ramt af for lavt blodsukker - også kendt som alvorlig hypoglykæmi.

Det har den amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA, godkendt, og dermed skal Tresibas indlægsseddel opdateres, oplyser Novo Nordisk i en meddelelse.

Det gælder med data fra forsøgsstudiet Devote, hvor Novo kunne påvise, at Tresiba havde 40 pct. bedre effekt end insulinet Lantus fra konkurrenten Sanofi.

På forhånd var der ifølge Handelsbanken usikkerhed om, hvorvidt Novo Nordisk også ville kunne inkludere forsøgsresultater fra to andre studier kaldet Switch.

Her havde Novo dog ikke været i stand til at påvise statistisk signifikans, og det danske selskab har trukket den del af ansøgningen tilbage efter dialog med FDA.

/ritzau/FINANS