Novo-ejers spritnye satsning får klø i London

Novos pengetank, Novo Holdings, købte sig i foråret ind i den britiske medicovirksomhed Convatec. Det har indtil videre været en dårlig forretning, da Novo-ejeren har tabt 17 pct. på sin investering. Novo Holdings direktør, Kasim Kutay, er en del af Convatecs bestyrelse.

Foto: NIELS AHLMANN OLESEN. Foto: Kasim Kutay
Læs mere
Fold sammen

Convatec Group, som Novo Holdings er storaktionær i, tager mandag et stejlt dyk på børsen i London efter en nedjustering af forventningerne i forbindelse med regnskabet for tredje kvartal. Det skriver Bloomberg News.

Convatec Group, som blandt andet laver sårpleje og stomibehandling, nedjusterede forventningerne til helåret til en organisk vækst på mellem 1 og 2 pct., mod tidligere over 4 pct. Årsagen er forsyningsproblemer, og Convatec skriver, at den nye målsætning afhænger af selskabets evne til at løse de logistiske problemer.

Den udmelding faldt ikke just i god jord hos investorerne, der har sendt aktien 22 pct. ned til 216 pence.

»Dårlig eksekvering af selskabets flagskibs- og marginforbedrende program rejser potentielt spørgsmål ved ikke bare den kortsigtede bane, men også udviklingen på mellemlang sigt for Convatec,« skriver Goldman Sachs' analytiker Veronika Dubajova i en kommentar.

Novo Holdings ejer 19,95 pct. af Convatec, en andel som Novo i marts i år betalte godt 8,7 mia. kr. for. Den aktiepost har mandag eftermiddag en værdi på knap 7,2 mia. kr. eller 1,5 mia. kr. mindre, end da Novo Holdings købte for et halvt år siden.

Convatec var ifølge Bloomberg News den største børsnotering på børsen i London i 2016, og aktien er stort set slået tilbage til start efter at have toppet lige under 350 pence i juni 2017.