Den danske medicinalgigant Novo Nordisk havde store planer om at bygge en milliardfabrik i det vestlige Dublin, som skulle skabe op til 1.100 arbejdspladser.
Der var tale om en 147.000 kvadratmeter fabrik i byen Clondalkin til omtrent 15 milliarder kroner, som blandt andet var målrettet produktionen af diabetesmedicin.
Men nu er planerne droppet, skriver Børsen og flere internationale medier.
Novo Nordisk bekræfter over for Sunday Times, at fabrikken ikke bliver opført alligevel.
»Novo Nordisk har besluttet at stoppe projektaktiviteterne i Grangle Castle Business Park i Irland. Som en konsekvens heraf trækker vi vores ansøgning til planmyndighederne tilbage og vil ikke gennemføre køb af jord,« lød det fra Novo Nordisk.
Ansøgning trukket tilbage
Sidste sommer indvilgede Novo Nordisk i at betale 51 millioner euro til South Dublin County Council for 85 hektar jord i det vestlige Dublin, tæt på Peamount Hospital og Newcastle Golf Centre.
Det skriver The Irish Times.
Det fremgår ikke, hvorfor Novo Nordisk har valgt at droppe sine fabriksplaner.
Ifølge Sunday Times planlægger medicinalgiganten dog at udvide og skabe flere job hos sin irske fabrik i Atholone, som i dag har 400 ansatte.
Og ifølge Børsen er Novo Nordisk ligeledes på vej med en milliardinvestering i North Carolina i USA, som forventes at skabe 1.000 nye arbejdspladser.



