Novo-chef ønsker lempeligere selskabsskat

Novo Nordisks topchef Lars Rebien Sørensen ser gerne, at politikerne lemper selskabsskatten for at styrke danske virksomheders konkurrenceevne.

Novo Nordisks Lars Rebien Sørensen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nils Meilvang

Det siger han torsdag på et pressemøde i forbindelse med præsentationen af årsregnskabet fra Danmarks største børsnoterede aktieselskab.

Novo Nordisk har set på, hvor stor selskabets betydning er for dansk økonomi, og nået frem til, at selskabet betaler over 10 pct. af selskabsskatterne i Danmark. I 2012 var Novos skattebetaling 3,5 mia. kr.

- Vi havde engang et ordsprog herude, at går det godt for Novo Nordisk, så går det godt for medarbejderne. Jeg vil måske strække det til nu at sige, at går det godt for os, så går det godt for Danmark, siger Lars Rebien Sørensen og tilføjer:

- Derfor synes jeg, man bør se på rammebetingelserne for virksomheder, og på at lempe selskabsskatten, men også på at skabe et mere innovationsstimulerende hjemmemarked.

Der sigter han blandt andet til de danske sundhedsmyndigheders satsning på, at ældre lægemiddelprodukter er gode nok for patienterne.

- Man er lidt fodslæbende med at introducere nye produkter. Det synes jeg er lidt snæversynet. Jeg synes ikke, at det er smart for patienterne, det er ikke smart for Novo Nordisk, og det er ikke smart for Danmark. Så jeg synes godt, at vi kan brede agendaen ud til, at det ikke kun handler om selskabsskat. Det er jo kun en enkelt rammebetingelse.

Han peger på, at det er vigtigt at sikre gode rammevilkår for virksomhederne for at sikre, at arbejdspladser ikke rykker ud af Danmark. Medregnet underleverandører og direkte og indirekte beskæftigelseseffekter estimerer Novo Nordisk, at virksomheden medvirkede til at skabe 3800 job i Danmark.

Ifølge Novos opgørelse betalte selskabets danske medarbejdere i 2012 i alt 3228 mio. kr. i indkomstskat. Det svarer til 0,85 pct. af de samlede indkomstskatter.

/ritzau/FINANS