Novo bakker op om et skifte til Tresiba med nye data

Kapløbet mellem Novo Nordisk og konkurrenterne om at præsentere de bedste kliniske data er gået i gang på den amerikanske diabetesforenings årsmøde i San Diego. Lørdag har Novo benyttet lejligheden til især at slå på tromme for sit nyeste langtidsvirkende insulin, Tresiba.

Foto: Søren Bidstrup. Arkivfoto. Novo Nordisk.
Læs mere
Fold sammen

Novos data er fra et europæisk såkaldt "real world-studie," i 2550 patienter, der undersøgte effekterne ved at skifte til Tresiba fra andre langtidsvirkende insuliner, primært Lantus fra Sanofi og Novos eget Levemir.

Studiet viser ifølge Novo, at type 1- og type 2-diabetikere opnåede en signifikant reduktion i langtidsblodsukkeret, HbA1C, seks måneder efter et skifte til Tresiba.

For type 1-diabetikere var der tale om en reduktion på 0,2 pct., mens type 2-diabetikere opnåede en reduktion på 0,5 pct.

Samtidig faldt fasteblodsukkeret, og diabetikerne opnåede færre tilfælde af et de frygtede episoder med hypoglykæmi, hvor blodsukkeret falder for meget, hvilket kan give hjertebanken og svimmelhed og i alvorligere tilfælde også kræve hospitalsindlæggelse.

- Såkaldte "real world-studier" er vigtige for at kunne forstå, hvordan resultaterne fra kliniske studier kan overføres til klinisk praksis, siger Mads Krogsgaard Thomsen, koncerndirektør med ansvar for forskning og udvikling i Novo Nordisk ifølge en pressemeddelelse.

- Vores "real world-data," som netop er blevet præsenteret på ADA, bekræfter det, vi har set i det kliniske udviklingsprogram for Tresiba, nemlig forbedret blodsukkerregulering og en signifikant reduceret risiko for hypoglykæmi, når patienterne skifter til Tresiba fra andre basalinsuliner som for eksempel insulin glargin og insulin detemir (Lantus og Levemir, red)., siger han.

Også en amerikansk analyse baseret på elektroniske journaler fra 225 type 2-diabetikere viser fordele ved at skifte til Tresiba. Også her opnåede patienterne bedre blodsukkerkontrol og færre tilfælde af hypoglykæmi, oplyser Novo.