Novo A/S øgede life-science-investeringer sidste år til 8,7 mia. kr.

Novo A/S, der er holdingselskabet i Novo Gruppen, øgede sine nye investeringer i life-science-virksomheder fra 3,2 mia. kr. i 2015 til 8,7 mia. kr. i 2016. Afkastet på investeringerne i life-science var dog negativt i 2016.

Læs mere
Fold sammen

Det fremgår af regnskabet og en pressemeddelelse.

- Den øgede investeringsaktivitet skyldes primært investeringer i Synlab, en førende virksomhed inden for laboratorieanalyser i Europa, og i ERT, et førende amerikansk selskab inden for cloud-baserede platforme til kliniske forsøg, samt forøgede venture-investeringer i USA. Derudover deltog Novo A/S i børsnoteringer af otte venture-virksomheder i sin portefølje i USA i 2016, oplyser Novo A/S.

FLERE INVESTERINGER FREMADRETTET

Investeringerne ventes øget også fremadrettet.

- Vi planlægger at fortsætte med at øge vores investeringer inden for life-science i de kommende år med fokus på markederne i USA og i Europa. Vi vil investere i virksomheder på alle udviklingsstadier: fra seed-virksomheder i den tidlige fase til veletablerede, globale virksomheder, siger administrerende direktør i Novo A/S Kasim Kutay og vurderer baseret på erfaringerne fra sidste år, at Novo A/S i de kommende år kan vente flere investeringsmuligheder, hvor der kan opnås betydelige ejerandele.

NEGATIVT AFKAST I 2016

Afkastet fra investeringer inden for life-science endte i 2016 med et minus på 1,5 mia. kr. sammenlignet med et plus på 8,6 mia. kr. i 2015.

- Det skyldes primært en nedgang i aktiekursen af Chr. Hansen Holding samt et negativt afkast fra investeringer i Ophthotech Corporation, hvor resultatet af et centralt fase 3-studie i slutningen af 2016 ikke levede op til forventningerne, oplyser Novo A/S.

Det pointeres dog, at det langsigtede afkast for investeringer inden for life-science stadig ligger på et meget attraktivt niveau: henholdsvis 21 pct. over fem år og 16 pct. over 10 år.

Det forklares til dels med, at værdien af investeringerne, for eksempel Chr. Hansen Holding, på trods af volatilitet i markedet stadig ligger på et væsentligt højere niveau end på investeringstidspunktet.

/ritzau/FINANS