Novo Nordisk-aktien fortsætter sin vilde himmelflugt.
Aktien er i dag steget time for time. I skrivende stund stiger den med mere end syv procent.
Novo Nordisk-aktien har i løbet af dagen passeret en række opsigtsvækkende milepæle.
Det danske selskab har nu en markedsværdi på mere end 4.000 milliarder kroner.
Novo Nordisks markedsværdi overhaler nu Tesla og Visa. Og dermed er Novo det 12. mest værdifulde selskab i verden.
Stigningen skyldes, at Novo Nordisk i skrivende stund holder kapitalmarkedsdage for sine investorer. Her opdaterer de investorerne om nye udviklinger og status på produktionen.
Berlingskes erhvervsjournalist Vibeke Svansø, der dækker Novo Nordisk tæt, forklarer, at aktiestigningen formentlig handler om, at Novo-ledelsen har fortalt nyt om et lovende, nyt lægemiddel.
»Novo Nordisk har haft succes med forsøg i den helt tidlige fase med lægemidlet Amycretin,« forklarer Vibeke Svansø.
»Det ser ud til at give mindst lige så gode eller måske bedre vægttab end Wegovy og andre vægttabsmidler på markedet,« fortæller hun efter at have fulgt Novo Nordisks kapitalmarkedsdag.
»De positive nyheder er helt sikkert en af grundene til, at aktiekursen stiger.«
Data fra et tidligt studie af vægttabsmidlet Amycretin viser et vægttab på 13,1 procent efter 12 uger hos de personer, som har taget midlet.
Midlet har potientale til at vise vægttab på helt op til 25 procent, har udviklingsdirektør Martin Holst Lange også oplyst.
Amycretin er først testet i pilleform, og ifølge Børsen har resultaterne været efterspurgt, da markedet forventer, at midlet skal konkurrere med Eli Lillys kommende vægttabspille.
Ifølge Novos hjemmeside er amycretin i pilleform baseret på både GLP-1 og amylin.
Selskabets populære diabetesmiddel Ozempic og vægttabsmiddel Wegovy er baseret på GLP-1.