Novo-advokater affyrer en sidste svada mod sure investorer: Jeres sagsanlæg er fuld af fejl

I et sidste modsvar til en gruppe utilfredse amerikanske investorer, der har anklaget topledelsen i Novo Nordisk for at have vildledt markedet, går Novos advokater til vaflerne og skriver, at de sure aktionærers sagsanlæg slet og ret er smaskfyldt med fejl.

Vrede investorer har gjort flere forsøg på at stille Novos ledelse til ansvar for et markant dyk i aktiekursen. De mener, at der decideret er foregået noget ulovligt. Arkivfoto: Linda Kastrup
Læs mere
Fold sammen

Det har føget frem og tilbage med anklager om både vildledning og prisfusk i månedsvis. En gruppe utilfredse amerikanske investorer er flere gange i løbet af 2017 gået i kødet på Novos absolutte top med heftige beskyldninger om urent trav.

Det danske selskab blev allerede i januar ramte af en række mindre sagsanlæg. I løbet af foråret og sommeren blev de forskellige sager mod Novo så lagt sammen til én stor, der i august løb op i hele 167 sider.

Hovedpåstanden i det samlede søgsmål var, at Novo-toppen skulle have nægtet at lytte til talrige interne advarsler om, at det danske selskab allerede i 2015 havde direkte kurs mod en større prisstorm i USA.

Ledelsens manglende vilje til at tage advarslerne alvorligt har ifølge gruppesøgsmålet betydet, at aktionærerne er blevet vildledt og på den baggrund har lidt »betydelige tab«. Derfor kræver de utilfredse investorer økonomisk kompensation.

Den anklage skød Novos advokater ned et par uger senere i en 48 sider lang skrivelse, hvor advokaterne samtidig  benyttede lejligheden til at lange ud efter de utilfredse investorer, der blev beskyldt for at fremsætte grove anklager uden at have beviser.

I november rejste de utilfredse investorer så en række nye anklager, der gik på, at særdeles lukrative bonusordninger til Novo-toppen skulle have fået ledelsen i den danske diabeteskæmpe til at vildlede selskabets aktionærer.

Den konkrete påstand lød, at Novos top »har haft en aflønningsstruktur bundet op på specifikke årlige mål, som i høj grad tilskyndede de individuelt anklagede til at tegne et forvansket billede af selskabets finansielle situation«.

»Da svindlen toppede i 2015, var de individuelt anklagedes kontant- og aktiebonusser op til 250 pct. større end deres grundlønninger,« skrev de utilfredse investorers advokater i november.

Med sagsanlægget går investorerne målrettet efter Novo Nordisk som virksomhed, men retter samtidig de juridiske kanoner personligt mod den nu forhenværende Novo-topchef Lars Rebien Sørensen, finansdirektør Jesper Brandgaard og den tidligere chef for Novos USA-forretning Jakob Riis.

Novo har nu en sidste chance for at besvare de nye påstande. Og det svar blev for ganske få dage siden afleveret til en distriktsdomstol i New Jersey.

I gensvaret fra Novos advokater lyder det endnu engang, at anklagerne fra de utilfredse investorer er alt for tynde. Det danske medicinalselskabs advokater skriver direkte, at sagsøgernes teori »har talrige fatale fejlslutninger«.

Derfor kræver Novo-advokaterne igen-igen, at en domstol fejer aktionærernes søgsmål af banen.

I løbet af 2016 mistede Novo Nordisk næsten 40 procent af sin markedsværdi, da det viste sig, at selskabets ledelse havde været for optimistisk angående udviklingen i USA. De utilfredse amerikanske investorer mener, at de har krav på kompensation med baggrund i Novo-aktiens store dyk, fordi Novo-ledelsen ifølge deres overbevisning altså har tilbageholdt viden om det meget omtalte amerikanske prispres.

Det er nu op til en distriktsdommer i New Jersey at afgøre, om domstolen vil tage sagen op.

Der er ikke nogen dato for, hvornår dommeren kommer med sin afgørelse, men det vil ske på et tidspunkt i løbet 2018.