Novo åbner pengetanken: Satser op mod 2,4 mia. på nyt lægemiddel

Forskningsdirektør Mads Krogsgaard har været på indkøb Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

Medicinalselskabet Novo Nordisk har overtaget de globale rettigheder til Epidestiny's udviklingsprogram for EPI01, der skal bruges til behandling af seglcelleanæmi - en medført cellesygdom, der medfører blodmangel.

Det skriver Novo i en pressemeddelelse torsdag eftermiddag.

Prisen er delt op i en betaling ved indgåelsen af aftalen og visse milepæle relateret til udvikling og salg. Derudover er Epidestiny berettiget til royalties fra et eventuelt salg, oplyser Novo Nordisk, der estimerer, at den samlede pris kan blive mere end 400 mio. dollar.

Epidestiny beholder desuden retten til at udvikle lægemiddelkandidaten inden for kræftsygdomme.

»Dette er en fantastisk mulighed for Novo Nordisk for at etablere sig på et nyt terapeutisk område, der er tæt på vores eksisterende biofarmaceutiske forretning, og for at anvende vores kernekompetencer inden for forskning, udvikling og markedsføring til at gøre en væsentlig forskel for patienter med en alvorlig kronisk sygdom,« siger Mads Krogsgaard Thomsen, der er forskningsdirektør hos Novo Nordisk, i meddelelsen.

/ritzau/FINANS