Norwegians topchef vil gå af inden for tre år – og jagten på en afløser er i gang

Den 72-årige Bjørn Kjos har siddet i spidsen for Norwegian siden 2002. I et interview gør han nu klart, at det forhåbentligt snart slutter. Jagten på en afløser til at styre Europas tredjestørste lavprisflyselskab er sat i gang.

ARKIVFOTO. Bjørn Kjos har siddet i spisen for Norwegian i 16 år. Nu håber han snart, at det stopper. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sophia Juliane Lydolph

Lavprisflyselskabet Norwegian er på udkig efter en ny topchef, som kan tage over for den 72-årige Bjørn Kjos. Det skriver det norske medie Nettavisen.

Bjørn Kjos var med til at stifte Norwegian i 1993 og tog i 2002 over som administrerende direktør. Sidenhen er Norwegian vokset til i dag at være Europas tredjestørste lavprisflyselskab.

Til mediet siger Kjos, at han hverken håber på at være i jobbet om fem eller tre år:

»Det håber jeg inderligt ikke,« udtaler han.

Bjørn Kjos understreger ifølge Nettavisen, at det er op til bestyrelsen at finde den rette afløser.

En finansdirektør, en datter eller en udlænding

Bjørn Kjos fortæller til Nettavisen, at processen med at finde en afløser er i gang. Han åbner både op for en intern kandidat, ligesom det muligvis kan blive en fra udlandet.

Selvom jagten på en afløser er i gang, så trives den 72-årige nordmand dog fortsat i jobbet, understreger han.

Ifølge Nettavisen er en mulig afløser den 43-årige chef hos rederiet Hurtigruten, Daniel Skjeldam, som tidligere har været finansdirektør hos Norwegian.

Bjørn Kjos har også tidligere nævnt sin egen datter, Anne Helene Kjos, som en potentiel afløser. Den 35-årige arbejder i dag som pilot i selskabet.

Adspurgt om Bjørn Kjos har en personlig favorit, afviser han.

»Nej, jeg har ikke en favorit, og jeg har ikke blandet mig i det. Det er op til bestyrelsen,« siger han til Nettavisen.

Processen er i gang

Nettavisen har også talt med bestyrelsesformanden Bjørn Kise, som også fortæller, at de er godt i gang med at finde Norwegians topchef.

»Bestyrelsen har igangsat en proces for at identificere potentielle efterfølgere til Bjørn (Kjos, red.). Vi har en plan,« siger bestyrelsesformanden, der dog ikke har travlt med bytte ud i chefstolen.

»Vi har en oppegående grundlægger som administrerende direktør, og det haster ikke med at bytte ham ud nu. Samtidig er det sådan, at Bjørn (Kjos, red.) er 72 år gammel. Derfor har bestyrelsen sat gang i processen for at finde mulige efterfølgere.«

Ifølge Bjørn Kise arbejder de både på at finde kandidater, der kan træde til med kort varsel, men også mere langsigtede løsninger i chefstolen.

»Vi har en plan, hvis en tagsten mod al forventning skulle falde ned i hovedet af ham, og en plan for en ny chef på permanent basis, når Bjørn (Kjos, red.) går af,« siger Kise til Nettavisen.

Han har dog ingen kommentarer til tidsperspektivet.