Norwegian vil holde sine fly i luften uden danske piloter

Alle Norwegians danske piloter har planlagt en strejke fra onsdag midnat, men flyselskabet vil holde flyene i luften med piloter fra andre datterselskaber.

Læs mere
Fold sammen

Norwegian og selskabets skandinaviske datterselskab kan ramle ind i problemer onsdag midnat, når 100 danske piloter planlægger at strejke. Da selskabets skandinaviske piloter alle strejker, vil Norwegian være nødt til at tilkalde personale fra selskabets udenlandske datterselskaber, men Norwegian forventer ikke mange aflysninger.

»Vi vil gøre, hvad vi kan for at få vores passagerer frem,« siger Norwegians danske pressechef Daniel Kirchhoff, der ikke kan give et præcist tal for, hvor mange aflysninger, der vil være.

Han bekræfter, at man vil hente piloter ind fra selskabets datterselskaber, der har base i Finland og Spanien, som skal overtage flyvningerne fra de strejkende danskere. Det skal holde et vist antal af flyvninger i gang, men Norwegian bekræfter, at der formentligt vil komme aflysninger.

»Vi forsøger at finde løsningen, så vores kunder bliver mindst berørt. Hvis kunder bliver påvirket, får de direkte besked via sms. Vi beder dem også at tjekke hjemmesiden for enkelte afgange. Sidst, men ikke mindst, kan man ringe til kundeservice for information,« er Daniel Kirchhoff opfordring til de kunder, der skulle blive ramte af den eventuelt eskalerende strejke.

Daniel Kirchhoff kan ikke give noget præcist tal for, hvor mange piloter, der strejker, men siger, at tallet på 650 piloter, som Berlingske og flere norske medier har skrevet, lyder præcist. Han siger, at hvis 100 danske piloter og godt 600 flere i hele Skandinavien strejker, vil det være vanskeligt for firmaet at fortsætte alle flyvninger på trods af de udenlandske piloter.

»Hvis en så stor del af vores piloter skulle strejke, er det en alvorlig sag for Norwegian, men vi vil forsøge at minimere omfanget så meget som muligt,« siger Norwegian.

Indtil videre er der, ifølge Norwegian, ingen planlagte møder mellem de to parter tirsdag, så strejken ser ud til at ekskalere allerede fra onsdag midnat. Norwegian blev i både 2013 og 2014 kåret som Europas bedste lavprisselskab. Lavprisflyselskabet havde i 2014 et underskud på 1050 millioner norske kroner.