Norwegian vil flyve kinesere til Danmark

Norwegians første oversøiske rute fra København er blot en mellemlanding i selskabets massive globale ekspansionsplaner. Administrerende direktør Bjørn Kjos har rettet blikket mod øst.

Foto: Søren Bidstrup. Adm. direktør i Norwegian, Bjørn Kjos
Læs mere
Fold sammen
Københavns Lufthavn havde fredag fint besøg, da Norwegians administrerende direktør, Bjørn Kjos, var kommet til Kastrup for at indvie selskabets første oversøiske rute fra København. Med afgang 15.15 gik turen til Fort Lauderdale i Florida, og Kjos var i dagens anledning klædt i gråt jakkesæt med tyrkis for peppet op med et orange slips - og sit sædvanlige brede smil.

Men den oversøiske rute fra København til Florida er kun første skridt på Norwegians vej ud i verden. Bjørn Kjos har nemlig allerede blikket rettet mod øst, hvor det rigtig store potentiale ifølge direktøren ligger. 



»Nu har vi tager USA, så er det på tide at vende blikket østpå. Det, som er interessant, er at tage del i de strømninger, der kommer fra Asien. Det er der, de store vækstområder kommer,« siger Bjørn Kjos, som var med til at etablere Norwegian i 1993 og siden 2002 har været selskabets administrerende direktør.

Norwegian-direktøren antager på baggrund af grundige analyser, som Norwegian har foretaget, at der vil komme mellem 300 og 500 millioner nye rejsende fra Asien til Europa, og det gigantiske marked vil Norwegian meget gerne tage en bid af.

Dermed er det altså ikke flyvninger fra Skandinavien til oversøiske destinationer, som er de mest interessante for det norske selskab. Tværtimod vil Norwegian flyve kinesere og andre asiatiske rejsende til Europa.

Tiltagene er en del af Norwegians transformation til et globalt selskab med baser i hele verden. Lokale baser giver blandt andet mulighed for at hyre billig lokal personale, og lave omkostninger er ifølge Bjørn Kjos et af de afgørende parametre for at begå sig på et marked med benhård konkurrere - blandt andet fra asiatiske flyselskaber.

»Alle kommer til at konkurrere med alle i fremtiden, og de farlige konkurrenter i fremtiden kommer fra Asien,« siger Bjørn Kjos og fortsætter:

»Asiatiske selskaber kommer til at flyve med meget lave omkostninger, fordi de har de nyeste fly og omkostningerne på personale eksempelvis i Kina er en tiendedel af, hvad de er i Skandinavien. I tillæg har de passagerne, så det er vældig hård konkurrence,« siger han.

Men Bjørn Kjos er klar til at tage kampen op med kineserne, og hvis selskabet formår at holde omkostningerne nede, er han ikke i tvivl om, at kunderne også vil vælge Norwegian til de oversøiske rejser. Eksempelvis havde Norwegian til Bjørn Kjos' overraskelse næsten udelukkende amerikanske passagerer med om bord, da selvskabet havde den første flyvning fra New York til Stockholm.

»På den måde er det meget anderledes end for 10 år siden. Digitaliseringen har gjort, at kunderne googler sig frem til de afgange, der passer dem bedst uanet selskab« siger Kjos.

Dermed har flyselskabernes kundegrundlag udvidet sig til at omfatte hele verden, og derfor vil Norwegian fremover etablere baser i Hong Kong, Beijing og Shanghai, udover baserne i Europa og USA, for på den måde at konkurrere på samme vilkår som de internationale flyselskaber. Samtidig er Bjørn Kjos klar til at opkøbe nye fly til de oversøiske ruter.

»For at flyve lavpris på langdistance skal du have lave omkostninger, og lave omkostninger kan du kun få med bestemte flytyper, eksempelvis Airbus 350,« siger Kjos, som vurderer, at Norwegian skal ud og investere i dobbelt så mange fly til langdistanceruterne.

Bjørn Kjos' strategi spænder med andre ord - i bogstaveligste forstand - vidt og bredt. Men det er ifølge direktøren nødvendigt at tænke stort for at overleve i luftfartsbranchen. Det er et spørgsmål om overlevelse, siger direktøren, som har en fortid som jagerpilot. Derfra har han lært kunsten at navigere i risikozoner, og det er brugbart i flybranchen, fortæller Kjos.

»I flybranchen er du altid i en risikozone. Hvis du ikke tør gå uden for din comfort zone, så 'stay out of it',« lyder det kontant fra Bjørn Kjos.

Norwegian gik ind i Danmark i 2008 og har i dag to indenrigs- og 54 udenrigsflyvninger. I alt har selskabet 413 ruter til 125 destinationer i 38 lande. I dag fløj Norwegian for første gang fra København til en oversøisk destination. Frem til marts er der to afgange fra København til Fort Lauderdale, mens der fra marts er tre.

Fra foråret øger Norwegian sine oversøiske ruter fra København med ruter til de amerikanske destinationer Los Angeles og New York.