Norwegian stjæler forretningsrejsende fra SAS

Norske forretningsrejsende, der er pressede på pengepungen, søger væk fra SAS og over til den billigere konkurrent Norwegian.

Foto: SCANPIX.
Læs mere
Fold sammen

Årsagen er, at den norske økonomi er i en afmatning, og at norske virksomheder derfor søger at spare på rejseudgifterne for deres medarbejder, forklarer Sydbank-analytiker.

SAS oplyste i sineseneste trafiktal for en måned siden, at flyselskabet er begyndt at kunne mærke, at situationen i Norge er begyndt at blive påvirket af den lavere vækst i landet på grund af de lavere oliepriser. Og derfor kan det skandinaviske flyselskab mærke, at der er mindsket efterspørgsel på det norske marked.

- Der er det en kilde til bekymring, når Norwegian skriver det modsatte, siger Jacob Pedersen, analytiker i Sydbank, til Ritzau Finans.

Norwegian oplyser torsdag mere præcist, at det norske flyselskab har passagerfremgang blandt norske virksomheder, som forsøger at spare penge, når de sender deres medarbejdere med fly.

- Det er inden for en måned, at de to selskaber skriver to helt forskellige ting. SAS mærker afmatning. Norwegian mærker derimod vækst, fordi de forretningsrejsende bliver bedt om at finde billigere billetter, siger Jacob Pedersen.

Dertil kommer, at den svenske regering har meddelt, at den overvejer at indføre en skat på luftfart. Også det kan påvirke SAS. Om det er negativt for SAS er dog et tolkningsspørgsmål.

- Det kan være med til at hæmme flyrejserne i Sverige. Spørgsmålet er dog omvendt, om skatten ikke er en hjælp til SAS for at holde Ryanair (irsk lavprisflyselskab, red.) ude, spekulerer Jacob Pedersen.

Den svenske regerings evaluering skal ligge færdig den 30. november 2016.

SAS-aktien falder torsdag eftermiddag med 1,5 pct. til 13,40 kr. på børsen i København efter at have været ned at vende på et fald på 2,9 pct.

Fredag kommer SAS med nye trafiktal.