Norwegian planlægger syv nye langdistanceruter fra København

Det norske flyselskab pønser på direkte ruter til Sydafrika, Brasilien, Argentina og Indien. Hvad der kommer først afhænger af flyvetilladelserne.

Foto: Simon Læssøe. Norwegians adm. direktør, Bjørn Kjos, forhandler lige nu om syv nye ruter til fjerne destinationer.
Læs mere
Fold sammen

Hvis alt går efter topchef Bjørn Kjos' plan, kan København inden for en overskuelig fremtid få direkte forbindelse til São Paulo, Rio de Janairo, Buenos Aires, Delhi, Mumbai, Cape Town og Durban. Det fortæller Norwegian-direktøren i et interview med Business.dk.

»Helt konkret sidder vi lige nu og forhandler om de to byer i Sydafrika og dem i Indien, så det bliver nok dem først. Brasilien og Argentina kommer bagefter. Men det hele afhænger af, hvor vi får flyverettighederne først,« siger han og fortsætter:

»Vi planlægger mange nye langdistanceruter til København, så vi går en spændende fremtid i møde i Danmark. Hvad der kommer først afhænger af flyverettighederne. For at flyve til Indien, bliver vi for eksempel nødt til at have tilladelse til at flyve over det sydlige Rusland, vi kan ikke flyve rundtom.«

En anden hurdle på vejen mod de nye ruter er leverancen af nye Boeing 787 Dreamliner-fly. Norwegian har i dag otte fly i flåden og inden for de næste tre år kommer yderligere 11 flere. I 2016 får Norwegian fire styks leveret og det bliver den lidt større model, Boeing 787-9, der har plads til cirka 50 flere passagerer end Norwegians nuværende Dreamlinere.

Norwegian-direktøren har stor tiltro til potentialet i langfartsturisme, som i dag fylder mere og mere i luftfartsstatistikkerne. Antallet af ferierejsende stiger og det er især på langdistanceruterne.

»Den store vækst kommer til at være i de store byer som London og Paris, men det betyder ikke, at der ikke stadig er potentiale i de mindre byer. Omkring 80 procent af flyrejsende i dag er fritidsrejsende. For ti år siden var det kun 50 procent. Og om ti år ude i fremtiden er det måske 90 procent,« siger Bjørn Kjos.

»Udgangspunktet er at forbinde byerne til London, men vi kan ikke flyve alle ugens dage dertil. Der vil ikke nok passagerer til at flyve hver eneste dag. Så man kan forestille sig, at det bliver fire dage til London og tre dage til København.«