Norwegian mødes med piloterne klokken 13

Strejken i Norwegian kan være på vej mod opblødning, når de to parter i dag mødes.

Foto: Brian Bergmann. Nu er parterne i Norwegian-strejke måske på vej tilbage til forhandlingsbordet. De mødes i dag klokken 13. Foto: Brian Bergmann/Scanpix.
Læs mere
Fold sammen

Piloternes fagforening, Parat, og Norwegian mødes i dag klokken 13 hos den norske 'Riksmekler', Niels Terje Dalseide. Han skal hjælpe de to parter med at finde en fælles løsning. Det bekræfter Norwegian overfor Berlingske Business.

Rigsmægler er et statsligt embede i Norge, der har til formål at mægle i konflikter mellem arbejdsmarkedets parter. Nu træder han til, da Norwegian og piloterne ikke selv har kunnet komme frem til en løsning på konflikten.

Rigsmægleren skal i første omgang undersøge, om der er mulighed for, at de to parter kan genoptage forhandlingerne, så det er langt fra sikkert, at mødet signalerer et stop for strejken. Men det er et skridt mod genoptagelse af forhandlingerne.

Norwegians informationchef, Lasse Sandaker-Nielsen, bekræfter, at der er aftalt et møde mellem parterne.

»Det er åbenlyst, at man ønsker at finde en løsning på konflikten, som har varet alt for længe og har ramt alt for mange passagerer,« siger informationchefen.

Over 650 piloter - heraf 100 danskere - strejker, og skrejken har nu været i gang siden lørdag. Det anslås, at 35.000 passagerer rammes hver dag, strejken fortsætter.