Norwegian mere end fordobler sit overskud

Det norske flyselskab kan gnide sig i hænderne over den faldende pris på flybrændstof. Mens omsætningen vokser med 15 procent, er resultatet på bundlinjen mere end fordoblet. Det skyldes primært brændstofbesparelser.

Foto: Simon Læssøe. Norwegians adm. direktør Bjørn Kjos, kan glæde sig over, at driftsresultatet stiger med 122 procent.
Læs mere
Fold sammen

Der er gang i kasseapparatet hos det norske flyselskab Norwegian, der kan melde om fremgang både på toplinjen og bundlinjen i seneste regnskab. Mens omsætningen stiger med 15 procent til 7,3 mia. norske kroner, er driftsresultatet steget med 122 procent til 1,18 mia. norske kroner.

En stor del af det skyldes, at Norwegians brændstofudgifter trods flere fly og flere nye ruter samlet set er faldet med 22 procent. Det er alene en besparelse på over 430 millioner norske kroner.

»Trejde kvartals resultater viser at Norwegians langdistanceoperationer og internationale ruter bliver stadig mere vigtige. Det er her vi ser størstedelen af vores fremtidige vækstpotentiale, der gør os i stand til at konkurrere i et globalt marked med stærk konkurrence,« lyder det fra adm. direktør Bjørn Kjos i en kommentar til regnskabet.

Norwegian fragtede 7,7 millioner passagerer i trejde kvartal, hvilket er 9 procent flere end samme kvartal sidste år. På langdistanceruterne er væksten på 15 procent. Størstedelen af væksten i passagerertal kommer fra London-lufthavnen Gatwick, samt Norwegians spanske baser. I Norden var passagerertallet stabilt.

»Vi ser vækst i Europa generelt, mens det skandinaviske marked er stabilt. De skandinaviske og europæiske rutenetværk spiller en stadigt større rolle i vores longhaulstrategi, da mange af vores passagerer bruger forbindende fly med Norwegian,« skriver Bjørn Kjos.

Norwegian kan samtidig glæde sig over, at det er lykkedes at fylde flyene mere op. Lad factoren stiger nemlig med 6 procentpoint til 91 procent. Samtidig stiger den såkaldte yield med 5 procent til 0,48.

Til gengæld må der rynkes bryn over, at omkostningerne per passagerer, hvis man fraregner brændstofomkostningerne, stiger med 16 procent siden samme kvartal sidste år.

Norwegian flyver dig til USA for under 500 kroner